Satellit. Flere og flere ukrainske soldater stikker af fra nedslidningskrigen mod Rusland.
Ukrainske desertører
Da Rusland invaderede Ukraine, stod ukrainske mænd bogstaveligt talt i kø for at få lov til at forsvare deres hjemland. Men efter tre år med en voldsom nedslidningskrig står mange af dem nu bogstaveligt talt på spring til at forlade hæren.
Det fremgår af den statistik, som medierne jævnligt henter hos Ukraines statsanklager. Ifølge statistikken for 2024 åbnede myndighederne næsten 89.500 kriminelle sager om soldater, der enten havde forladt deres post uden tilladelse (66.200 sager) eller ligefrem var deserteret (23.200). Det skriver det tyske medie DW.
Til sammenligning blev der samlet set kun registreret cirka 33.500 af den slags sager i løbet af krigens to første år, 2022 og 2023. Problemet er umiddelbart især stort i de nyetablerede ukrainske styrker som 155. panserinfanteribrigade, der under stor mediebevågenhed blev trænet i Frankrig.
For nylig blev den sendt til Østukraine for at forstærke stillingerne ved byen Pokrovsk. Men så viste det sig, at brigaden ikke var i stand til at udføre sin opgave, fordi mange af de rekrutterede soldater var deserteret eller på anden måde stukket af.

Og generelt set lader rekrutteringen af nye styrker og især deres kvalitet til at være Ukraines måske største udfordring lige nu.
ankaz
Del: