Med babyboomernes pensionering vil det tyske arbejdsmarked miste 30 procent af den nuværende arbejdsstyrke frem mod 2040, og yngre aldersgrupper kommer ikke i nærheden af at erstatte babyboomerne. Det betyder, at færre og færre unge skal betale pensioner for flere og flere pensionister, og det gør det overvejende offentligt finansierede pensionssystem mere og mere uholdbart. 

Dette har man vidst siden Merkel-årene, men nu vil den konservative kansler Merz ændre tingene. Han og den socialdemokratiske arbejds- og socialminister Bärbel Bas vil gennemføre en ekspertkommissions forslag, de fik forelagt tirsdag, og som vil hæve pensionsalderen – fra 63 år for nogle og fra midten af 60erne for andre – til op mod 70 år. Det skal ske gradvist og knyttes til forventet levealder.

Kansler Merz er i gang med at indføre en ny pensionsreform, der kan stabilisere de tyske finanser. Foto: Clemens Bilan, Scanpix. 

Fra 2028 skal det også være obligatorisk for arbejdstagere og arbejdsgivere at bidrage med en ekstra procent af lønnen til pensionsopsparing. Det vil øge den private del af pensionen de kommende år.

Merz' koalitionsregering vil vedtage pensionsreformen hurtigt, for det haster for dem at vise handlekraft og autoritet og skabe tillid, inden der skal være tre delstatsvalg i september, hvor både CDU og SPD står til en katastrofal tilbagegang, mens det højrenationale AfD står til en stor fremgang. vind