En ung, canadisk medarbejder ved NATOs militære hovedkvarter i Belgien er blevet arresteret og sigtet for spionage »på vegne af et tredjeland og for at indgå i et kriminelt netværk«. Det meddelte den belgiske anklagemyndighed fredag i sidste uge.

Den unge kvinde var praktikant ved SHAPE, NATOs strategiske og militære hovedkvarter i Europa, som ligger i Mons i Belgien. Her bemærkede sikkerhedsafdelingen adfærd hos den unge kvinde, som medførte skærpet overvågning og siden anholdelse.

Den unge kvinde, der er arresteret og sigtet for spionage, var praktikant ved SHAPE, NATOs strategiske og militære hovedkvarter i Europa, som her ses bag blandt andre NATOs tidligere generalsekretær Jens Stoltenberg. Arkivfoto: Stephanie Lecocq, Scanpix

Anklagemyndigheden har ikke offentliggjort den mistænktes navn og har heller ikke sat navn på den fremmede stat, som hun angiveligt skulle have udført spionage for. Men anklagemyndigheden meddelte, at der er tale om »en canadisk statsborger af kinesisk herkomst«.

Sikkerhedsanalytiker Roger Hilton siger til det canadiske CTV News, at den mistænktes beskedne status som praktikant ikke i sig selv er betryggende: »Hvis en magt investerer i et sådant aktiv gennem meget lang tid, og det lykkes at holde personen under radaren, så vil aktivet efter mange år kunne betale tilbage i form af en utrolig mængde efterretninger, når vedkommende er blevet viceudenrigsminister eller delegationsleder.«