Satellit. Boligmangel og eksplosive huslejestigninger er blevet et stadig mere presserende problem i Spanien. Nu er en landsdækkende protestbevægelse begyndt at tage form.
Spansk boligoprør
Sagen om den 87-årige Maricarmen, der sidste uge blev sat på gaden, efter at en kapitalfond havde femdoblet hendes husleje, fik titusinder af spaniere til at gå på gaden i protest mod vilkårene på det overophede spanske boligmarked.
Nu er en egentlig folkelig oprørsbevægelse begyndt at tage form. Centrale pladser i en række af Spaniens store byer er den seneste uge blevet indtaget af demonstranter, der har etableret improviserede teltlejre i stil med dem, der for 15 år siden kendetegnede den verdensomspændende Occupy-bevægelse.
»Vi er ikke bange, vi er klar til at kæmpe,« lød det fra boligaktivisten Alicia del Río, som har været med til at organisere protestaktionerne i Madrid.

Boligkrisen betragtes af et flertal af spanierne som landets alvorligste problem, og den spanske regering forsøger desperat at gyde olie på vandene. Regeringen fremlagde tirsdag en omfattende lovpakke, der blandt andet skal beskytte lejerne mod huslejestigninger, forhindre kapitalfonde i at opkøbe ejendomme og gøre det svære at sætte lejere på gaden.
Om det er tilstrækkeligt for demonstranterne, vil tiden vise. De har indtil videre annonceret, at de vil fortsætte protesterne »så længe, det bliver nødvendigt«.


