Satellit. Den demokratiske socialist Abdul El-Sayed bliver demokraternes senatskandidat i den afgørende svingstat Michigan. Det kan være Trumps redning.
Rød bølge
De demokratiske socialister fortsætter deres fremmarch inden for Det Demokratiske Partis rækker i USA.
Det står klart, efter at den venstreorienterede Abdul El-Sayed vandt primærvalget i svingstaten Michigan over den midtsøgende demokrat Haley Stevens og nu kan se frem til at blive demokraternes kandidat til Senatet ved midtvejsvalget til november.
Flere af punkterne i El-Sayeds valgprogram vækker bekymring hos Det Demokratiske Partis establishment. Formueskat for dollarmillionærer. Offentlige sygeforsikringer og sundhedsydelser i stil med dem, vi kender fra Europa. Afskaffelse af immigrationsmyndigheden ICE. Stop for økonomisk hjælp til Israel.

Partiets ledelse frygter, at den demokratiske socialist af egyptisk oprindelse er så yderliggående, at han vil skræmme midtervælgerne væk og tabe det nuværende demokratiske sæde i Senatet ved valget til november. Sker det, vil demokraternes forhåbninger om at vinde flertal i Senatet fordufte.
Og Donald Trump hjælper gerne til med at gøre vælgerne bange. »De demokratiske kommunister vil lade marxisterne komme til magten og ruinere familierne og efterlade dig forsvarsløs med totalt åbne grænser,« lyder præsidentens advarsel. JEM
