Regnskabets time

Premierminister Keir Starmer er ked af det. Torsdag 5. januar skulle han have talt om noget helt andet i badebyen Hastings i East Sussex, nemlig finansiering af a lokale fællesskaber. Men talen fik en anden indledning og en hel anden pressebevågenhed, da den britiske premierminister undskyldte for, at han sidste år udpegede den skandaleombruste Peter Mandelson som britisk ambassadør i USA. 

Mandelson var britisk ambassadør i USA frem til september sidste år, hvor han blev fyret efter afsløringer om sit forhold til den amerikanske forbryder Jeffrey Epstein. Blandt afsløringerne var fotos af Mandelson kun iført T-shirt og underbukser. Nu er nye og mere belastende dokumenter fremkommet, der antyder mistænkelige udvekslinger af penge og information, herunder fortrolig information fra tiden, hvor Mandelson var minister i tidligere Labour-premierminister Gordon Browns regering. Mandelsons hjem er blevet ransaget og en undersøgelse af hans forhold og værdier er iværksat, herunder af hans investeringsmønstre.

Skandalen er for Keir Starmer en politisk skæbnestund, og sådan lød det også i Hastings torsdag. »Jeg gik ind i politik sent i livet,« sagde han. »Jeg gik ikke ind i politik for personlig vindings skyld. Ikke for at få status.« 

Han fortsatte: »Og ikke for at leve et liv løsrevet fra den virkelighed, de fleste mennesker står i. Jeg gik ind i politik, fordi jeg ville ændre vores land til det bedre. For at gøre det mere retfærdigt. Mere sikkert. Mere trygt.« Sådan var det også for de fleste i offentlige embeder, mente Starmer. Men, og her kom det retoriske greb med hvilket, han søgte at lægge maksimal afstand mellem sig selv og ondskaben: »Nogle er anderledes«. Der er nogle mennesker, der ikke stiller op til offentlige embeder for at gøre samfundet bedre eller mere retfærdigt, ville han vide. »Det er ikke derfor, nogle mennesker gør det. Det er ikke derfor, Mandelson gjorde det.«

Herpå fulgte Keir Starmers undsigelse af Peter Mandelson i utvetydige vendinger, dertil en brødebetynget undskyldning til Epsteins ofre og et løfte om at følge sagen til dørs. Og så en grundig understregning af, at Keir Starmer selv skam er et arbejderklassebarn, der skylder »verdens bedste samfund« »alt«. Talen svarede dog ikke på de mest centrale spørgsmål relateret til Mandelson: 

1) Hvorfor overhovedet udnævne Peter Mandelson, en mand over pensionsalderen med dokumenteret nær kontakt til en af de mest højprofilerede internationale kriminalsager i dette århundrede og som individ lidt af en rød klud i dele af partiet til rigets vigtigste ambassadørpost på et afgørende tidspunkt i europæisk og transatlantisk historie? 

2) Hvordan kunne sikkerhedssystemet i staten give grønt lys til udpegningen? 

Og man kunne tilføje følgende: 

3) Er vi sikre på, at det kun er oplysninger om den britiske regerings planer i finanskrisen, som Mandelson har videregivet til Jeffrey Epstein?

Til gengæld er det ikke tilfældigt, at Starmer understregede sin baggrund i ydmyge kår. For under den åbenlyse skandale om påstået embedsmisbrug og upassende nær kontakt til en kriminel oververden, løber tabuer i partiet relateret til det britiske klassesystem og til Labours partihistorie. 

Klassekampen

Peter Mandelson er Starmers modsætning. Han blev født ind i den politiske elite, som barnebarn af en tidligere minister og højtstående parlamentsmedlem. Hans farfar, Herbert Morrison, var minister i premierminister Winston Churchills koalitionsregering i 1940 under Anden Verdenskrig. Morrison regnes også for arkitekten bag Labours valgsejr i 1945, da krigen var slut.

Da Mandelson som 32-årig blev Labours kommunikationschef i 1985, havde han sin farfars ry at læne sig op ad. Labours leder var dengang Neil Kinnock, Helle Thorning-Schmidts svigerfar. Ved valget i 1987 vandt Labour 20 mandater, men ikke magten. 

I 1992 blev Mandelson selv valgt til parlamentet og fik et nært samarbejde med de senere premierministre Tony Blair og Gordon Brown. Han blev handelsminister i 1998, minister for Nordirland fra 1999 til 2001 og erhvervsminister fra 2008 til 2010. Men Mandelsons betydning i partiet var altid langt vigtigere som strateg. Sammen med Tony Blair og Gordon Brown var han en del af det trekløver, der trak Labour ud af den ørken af beton og trotskisme, som partiet havde vandret i siden 1970erne, og skabte projektet »New Labour«, der kom til at dominere britisk politik fra midten af 1990erne og frem til 2010. Det var den periode i britisk politik, der skaffede Mandelson det dramatiske epitet »mørkets fyrste«. 

New Labour var det nye, polerede arbejderparti, personificeret ved Tony Blair, en mand med urban, hvid skjorte, bløde hænder og et formfuldendt universitetssprog, der skulle appellere til den brede middelklasse. Minearbejdere, fagforeningsfolk og andet arbejdende godtfolk accepterede kun nødtvungent den nye stil, og udelukkende  fordi den muligvis kunne skaffe partiet magten. Men brydningen mellem elite og folk inde i Labour er dengang som nu en del af partiets liv, og en brydning der føles ekstra byrdefuld i lyset af skandalen  relateret til Mandelson. 

Peter Mandelson har i den forgange uge trukket sig fra sin livstidsudnævnelse i Overhuset. Dermed er hans fine titel »lord« også røget. Mandelson har også meldt sig ud af Labour, og premierminister Keir Starmer har annonceret, at Mandelson også fjernes fra en gruppe af rådgivere for det britiske kongehus. Men dermed vil det sidste ikke være sagt i en sag, der hiver i så mange nervetråde i både parti og samfund. 

I øvrigt 

Amazon-milliardæren, Jeff Bezos, skal ud og finde en ny direktør til sin avis The Washington Post. Avisens administrerende direktør, William Lewis, har nemlig oplyst, at han træder tilbage. Dette kommer efter en større fyringsrunde blev annonceret tidligere på ugen. En fyringsrunde, der ifølge kilder kunne omfatte op mod 30 procent af avisens medarbejdere.