En ugelang storslået og overdrevent koreograferet statsbegravelse er kulmineret i Iran, hvor ayatollah Ali Khamenei er blevet stedt til hvile i sin hjemby, Mashhad. Det oplyste iranske statsmedier tidligt fredag.  

Ayatollahen blev efter 35 år i spidsen for præstestyret dræbt tilbage i februar sammen med dele af sin familie. Han var blandt de første mål for den israelsk-amerikanske militære offensiv mod landet. Siden har styret i Teheran ført en defensiv krig på hjemmefronten, en offensiv krig mod især golflandene, udført sporadiske angreb mod civile skibe i Hormuzstrædet – og ja, haft overordentlig god tid til at planlægge landets store afsked med den salige ayatollah.

Gæstelisten til begravelsen af ayatollah Ali Khamenei var i vestlig optik lidt af et rædselskabinet. Foto: Qassem Al-Kaabi/AFP/Ritzau Scanpix AFP or licensers

En begravelse blev det til, men det var samtidig meget, meget mere end det. Fejringen af landets martyr blev markeret med en gigantisk festivallignende begivenhed. Og foreviget af kameraer på professionel vis: Studerer man billederne, træder man ind i et fascinerende og uhyggeligt univers – en national masseøvelse i fotogen, kollektiv sorg tilsat gratis streetfood i generøse mængder. 

En folkevandring i milliontal bevægede sig således gennem byer i Iran og Irak med den afdøde i sin kiste. Det var, hvad man kan kalde et »optrin«, som The New York Times formulerede det i sin morgenpost – designet til at vise trods og styrke ovenpå et halvår, som begyndte med en folkelig opstand, der blev slået brutalt ned, og siden udviklede sig til en væbnet konflikt mod ærkefjenderne »store og lille satan«, som styrets første ayatollah, Khomeini, i sin tid døbte USA og Israel.

Budskabet, præstestyret ønskede at sende til iranerne og omverdenen med festlighederne, kan ingen tage fejl af: Nok har vi stadig til gode rent faktisk at se den nye ayatollah Mojtaba Khamenei, efter at han arvede farmands post i marts. Men regimet er stadig stærkt, skal vi forstå. Det går ingen steder, og ugens megaevent er beviset: Iranerne mødte talstærkt frem, og selv ikke den seneste amerikanske bomberegn, der begyndte under begravelsen, førte til en aflysning.

En fælles fjende kan være godt for det nationale sammenhold, som det indiske medie First Post bemærkede. Det kan være en del af forklaringen på, at der i løbet af de seneste dage ikke har været noget spor af de protester mod styret, som kulminerede med opstandene i vinter.

Men ayatollahens begravelse sendte også et klart signal om, at regimets ambitioner om at være shiaislams stærke politiske og religiøse centrum er uforandrede. Iran ønsker stadig at opnå regional dominans gennem sit netværk af militante stedfortrædere.

Er man i tvivl om det, kan man bare kaste et blik på gæstelisten, som fra et vestligt synspunkt udgjorde et veritabelt rædselskabinet: Blandt gæsterne var Hamas' politbureau, der sammen med repræsentanter fra den libanesiske shiamuslimske milits, Hizbollah, også fandt tid til at holde møde med Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi. 

Det omfattende iranskstøttede netværk af militser, der af iranerne regnes som en del af en større »modstandsfront« mod Israel og vestlig indflydelse, var også repræsenteret ved Yemens Houthi-bevægelse.

For det første fortæller det os alle, at iranerne står fast. Det gamle styre slipper ikke sådan grebet. Amerikanerne og israelerne må følgelig erkende, at deres forhåbninger om at kunne bombe Iran i retning af en mere kompromissøgende tilstand slet og ret er urealistiske. I samme tråd må den øvrige region affinde sig med, at truslen fra Iran vil være der i fremtiden. 

Europæerne bør også følge opmærksomt med: Intet tyder på, at vi inden for en overskuelig fremtid kommer til at skulle imødegå et andet Iran end det, vi kender så godt i forvejen. Landets aggressive globale tilstedeværelse med påvirkningsvirksomhed i Europa vil fortsætte. Og på den internationale scene vil landet også fremover søge at styrke alliancerne med lande som Rusland, Kina og Nordkorea.

Ayatollahen er død, men hans regime lever.

I øvrigt fik Ursula et skydevåben

Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og en række andre europæiske ledere fik en usædvanlig erkendtlighed med hjem fra NATO-topmødet denne uge. Mødets vært, Tyrkiets præsident Erdoğan, forærede dem hver et kunstfærdigt skydevåben med tilhørende skarp ammunition og et rengøringssæt. 

Og hvad stiller man op med sådan en gave? Von der Leyen har bebudet, at hendes våben efter et sikkerhedstjek vil blive doneret til et militærmuseum.