Satellit. Den eksilerede oppositionsleder María Corina Machado er pludselig dukket op i Venezuela. Vil hun forpurre de amerikanske planer med det olierige land?
Politisk bombe i Venezuela
»Jeg er her, sammen med jer.«
Med disse ord på X meddelte oppositionsleder og fredsprismodtager María Corina Machado mandag sin overraskende tilbagevenden til Venezuela.
Hun har siden 2024 levet i eksil, og mange havde forestillet sig, at Trump-regeringen ville lade hende spille en aktiv rolle i den varslede demokratiseringsproces efter kidnapningen af præsident Nicolás Maduro i januar. Det er ikke sket. Trump-regeringen har indtil videre konverteret Venezuela til en lydstat og ladet det autoritære chavista-regimes topfolk forblive på de ledende poster, og nu har María Corina Machado tilsyneladende taget sagen i egen hånd.

I grænsebyen Barquisimeto blev hun modtaget af begejstrede folkemængder, og den 350 kilometer lange køretur til hovedstaden Caracas udspillede sig som et regulært triumftog for oppositionslederen, der vurderes at have opbakning fra 70 procent af befolkningen.
María Corina Machados opdukken har kastet en håndgranat ind i den nye borgfred i Venezuela, og det er fortsat uklart, om manøvren var afstemt med Det Hvide Hus. Donald Trump lod da også til at være oprigtigt overrasket, da han af en reporter blev bedt om en reaktion. »Jeg håber, hun er o.k.,« sagde han og tilføjede. »Det går os rigtig godt i Venezuela.«


