Er man ansat i det amerikanske militær og fyldt 30 år, vil man fremover blive testet for testosteronmangel som en del af den årlige helbredsundersøgelse. Det annoncerede den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, i den forgangne uge i en video på det sociale medie X.

Videoen var ledsaget af teksten »High-T Department«, der antageligvis skal forstås som »højtestosteron-ministeriet«. Det vil være frivilligt, om man ønsker at modtage behandling for eventuelle mangeltilstande, men testen er obligatorisk for alle over 30.

I videoen sagde Hegseth: »Selvom vi investerer kraftigt i vores våbensystemer, platforme og udstyr, vil vores mest afgørende taktiske fordel altid være den enkelte kampsoldat.« Derfor har hans ministerium »en hellig pligt til at opretholde denne fordel«.

Testosterontesten er i tråd med Pete Hegseths større vision om en maskulin genrejsning af de væbnede styrker. Foto: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

Med testosterontesten lancerer Pete Hegseth MAGA-bevægelsens seneste offensiv i den store amerikanske kulturkrig om køn. Det kan vise sig blive et potent PR-stunt.

Hegseth har ikke lagt skjul på, at han har en noget mere traditionel opfattelse af kønnenes stilling i landets væbnede styrker end den, der herskede under tidligere demokratiske administrationer, hvor diversitet, ligestilling og inklusion var almindelige administrative værktøjer i forsvaret.

I september sidste år bedyrede han over for en hal fuld af øverstbefalende fra de væbnede styrker, at alle – inklusive kvinder – i militæret skulle leve op til det, han kaldte »den højeste maskuline standard«. Det var her, Pete Hegseth også pointerede, at han ikke tolererede overvægt. Det var uacceptabelt at se såvel overvægtige menige som overvægtige befalingsmænd. »It's a bad look,« sagde han.

Hegseth er imod politisk korrekthed, og han er stolt af det. Han har en tatovering, der viser et amerikansk flag, hvor en AR-15-riffel udgør den nederste stribe. Testosterontesten er således i tråd med Pete Hegseths større vision om en maskulin genrejsning af de væbnede styrker. Og initiativet har med det samme mødt kritik fra den amerikanske venstrefløj.

Testen er blandt andet blevet kaldt »kønsbekræftende behandling« med henvisning til, at Trump-administrationen allerede i januar 2025 omstødte en lov, der gav transpersoner mulighed for at tjene i militæret.

Kønsudtryk og kønsidentitet er i disse år genstand for en voldsom kulturbrydning og står også centralt i den politiske kamp mellem demokrater og republikanere.

Mens MAGA-bevægelsens kønsudtryk og tankesæt med et akademisk udtryk kan kaldes »binært«, er kønnet som biologisk og identitetsmæssigt koncept blevet relativeret og problematiseret af den amerikanske venstrefløj. Den front, som Trump-regeringen og Pete Hegseth repræsenterer i kønskampen, er i stigende grad populær.

Samtidig vinder interessen for hormonterapi til mænd frem i USA, hvor antallet af udskrevne recepter på kunstigt testosteron er steget med 154 procent siden 2020. Det vurderes samtidig, at fire ud af fem mænd mellem 30 og 79 år med for lavt testosteron ikke får behandling. Trump-administrationen arbejder på at gøre det nemmere for læger at udskrive testosteronpræparater.

Hegseths opsigtsvækkende testoterontest fortæller os en større historie: Den afspejler et omstridt politisk ideal om maskulinitet, som vinder frem i disse år, og samtidig en interesse for mænds sundhed og velvære. Testen kan meget vel vise sig at blive et stærkt rekrutteringsværktøj for de væbnede styrker i en hormonelt ængstelig og alarmeret befolkning.

I øvrigt vandt det rette hold VM-finalen

Argentina spillede meget defensivt, havde få chancer på mål og spillede langt mere beskidt end Spanien. Denne skribent er inhabil på grund af spansk familie, men de færreste er formentlig denne morgen uenige i, at den spanske 1-0-sejr var fortjent. 

I det argentinske medie Clarín lød det simpelthen: »Argentina tabte i overtid til Spanien, som var bedre.« 

Spanske medier er i skrivende stund i ekstase over sejren, og flere bemærker, at der i en lounge var smil og håndtryk mellem Trump og den spanske premierminister Sanchez, der ellers har gjort modstanden imod den amerikanske præsident til en vigtig del af sit virke. Måske vandt det transatlantiske forhold også en lille sejr søndag aften.