Satellit. Politiske modstandere er blevet arresteret i hobetal frem mod søndagens præsidentvalg i Venezuela, hvor kravet om et regimeskifte er blevet stadig mere højlydt.
Maduro på valg
Efter 11 år ved magten er Venezuelas autoritære leder, Nicolás Maduro, upopulær som aldrig før.
Korruption, fødevaremangel og økonomisk kaos har forringet livsvilkårene drastisk i det sydamerikanske land, hvor regimet er kommet på overarbejde med at kvæle de kritiske røster.
Frem mod søndagens præsidentvalg ligger Maduro i meningsmålingerne langt efter modkandidaten Edmundo González – en tidligere diplomat, der er blevet samlingspunkt for oppositionens mange fraktioner. Spørgsmålet er dog, om støtten til González kan omsættes til magtskifte i Venezuela. Ved seneste valg i 2018 blev der rapporteret om omfattende svindel med stemmerne, og frygten for en gentagelse er stor.
I de seneste uger er talrige politikere og aktivister med bånd til oppositionen blevet arresteret, og myndighederne er sågar begyndt at tvangslukke spisesteder, der serverer mad til oppositionspolitikere.

Samtidig har Maduro annonceret, at det kan udløse »et blodbad«, hvis resultatet ikke går i hans retning. Præsidenten, der ved sin indsættelse i 2013 lovede at fortsætte forgængeren Hugo Chávez' »socialistiske revolution«, har ingen planer om at give magten fra sig uden kamp. kloch
Del: