»Jeg gjorde, hvad jeg var nødt til at gøre«. Med de ord tilstod den 63-årige bygningsarbejder Piero Moriconi i sidste uge drabene på sin 24-årige søn og sin 52-årige hustru i byen Camaiore i Toscana. Drabene var ifølge anklagemyndigheden motiveret af sønnens homoseksualitet, og sagen har udløst en ophedet national debat med adresse til toppen af Italiens politiske liv.

Aktivister og meningsdannere på venstrefløjen anklager den regerende højrefløj for at skabe et giftigt kulturelt klima, som blåstempler intolerance og legitimerer homofobisk vold. Skytset er ikke mindst blevet rettet mod den fremstormende højrefløjsprofil Roberto Vannacci, der har erklæret, at homoseksuelle »ikke er normale«.

Aktivister og meningsdannere på venstrefløjen i Italien anklager særligt højrefløjsprofilen Roberto Vannacci for at legitimere homofobisk vold. Foto: Remo Casilli

Under weekendens Pride-optog i Milano opfordrede oppositionsleder Elly Schlein fra centrumvenstre-partiet PD til selvransagelse i det italienske samfundsdyb. »Homotransfobi dræber,« lød det fra Schlein, der nu kræver lovgivningen ændret for at beskytte seksuelle minoriteter mod hadforbrydelser.

En sådan lov blev forsøgt gennemført i 2021, men endte med at blive blokeret i senatet af højrefløjen, der så den som et angreb på ytringsfriheden. Tiden vil vise, om dobbeltdrabet i Camaiore kan bringe den tilbage på den politiske agenda.

kloch