Gode fredsråd er dyre

Kære læser – velkommen til Weekendavisens nye morgenformat, hvor vi hver morgen giver en opdatering på en af dagens eller tidens vigtigste historier. I dag om Trumps globale »fredsråd«, der blev præsenteret torsdag i Davos.

»BoP« er et kækt akronym til en international organisation. Donald Trumps »Board of Peace«, eller »fredsråd« på dansk, var oprindeligt udtænkt som en del af hans plan for Gaza. Tanken var, at rådet skulle føre tilsyn med genopbygningen af ​​Gazastriben efter våbenhvilen 10. oktober.

Men det charter, der torsdag blev underskrevet af en række statsledere ved en ceremoni i Davos, ser ikke ud til at begrænse Fredsrådets rolle til det palæstinensiske område. Ifølge den chartertekst, der er blevet sendt ud med invitationer til en række stats- og regeringschefer, skal Fredsrådet bestå af repræsentanter for medlemsstater. De skal sidde i en treårig periode, hvorefter de for en milliard dollar kan købe sig til en permanent stol. 

Donald Trump skal selv lede Fredsrådet, og det er ham, der vil udpege medlemmerne af en bestyrelse for rådet. Lige nu består denne bestyrelse blandt andre af Trumps udenrigsminister, Marco Rubio, hans ven og særlige udsending Steve Witkoff, hans svigersøn, Jared Kushner, og af Tony Blair, tidligere britisk premierminister.

Rival til Sikkerhedsrådet

Kritikere peger på, at Fredsrådet er den amerikanske præsidents forsøg på at etablere en rival til FNs Sikkerhedsråd. Det lyder også sådan på  preamblen i charteret, der ikke nævner FN ved navn, men hvis adresse er svær at tage fejl af. For eksempel »beklager« de underskrivende parter, »at for mange tilgange til fredsskabelse fremmer vedvarende afhængighed og institutionaliserer kriser i stedet for at føre folk ud på den anden side«. De understreger også behovet for et »mere smidigt og effektivt internationalt fredsskabende organ«.

Og således rejser en ny global konfliktløsende institution sig i konkurrence med et stadig mere udfordret, marginaliseret og handlingslammet FN. Og kontrasten mellem de to organisationer kunne dårligt være større.

FN er 80 og fattig, på randen af fallit og i vidt omfang forladt af sin hovedsponsor USA. USA forlod så sent som i går verdenssundhedsorganisationen, WHO. Tidligere har USA trukket sig fra FNs Klimakonvention, og i denne måned trak Trump USA ud af yderligere 31 organisationer med tilknytning til FN-systemet, for eksempel UN Women og FNs befolkningsfond. Selvom USA ikke har forladt hele FN, er tilbagetoget en svækkelse. USA har været den største bidragyder til systemet, er stiftende medlem, var en ledende arkitekt i udarbejdelsen af FNs charter, organisationens hovedkvarter ligger som bekendt i New York, og USA er et af de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet. 

Allerede før Trump i dag lancerede en konkurrerende organisation, var USAs retræte fra FN et signal til de øvrige 192 medlemsstater om FNs manglende gennemslagskraft. 

Forladt og fallit

Det signal forstærkes af, at FNs Sikkerhedsråd i vidt omfang er handlingslammet på grund af sin sammensætning, hvor de fem permanente medlemmer (USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien) har vetoret, hvorfor FN ikke formår at mægle i verdens store konflikter. Og det forstærkes af frygten for, at det tomrum af indflydelse, som USA efterlader, vil blive fyldt af andre aktører, såsom Kina og Rusland. Jo større russisk og kinesisk aftryk, jo mindre legitimitet har systemet blandt andre store vestlige donorer.

Krisestemningen i systemet er udtalt. António Guterres, der aldrig nævnes blandt de mest karismatiske eller gennemslagskraftige generalsekretærer i FNs historie, advarede for tre måneder siden om, at FN-systemet simpelthen kunne gå fallit.

Generalsekretærens humør er nok ikke blevet bedre af dagens lancering, selvom Trump benyttede lejligheden til at love at samarbejde med FN. En lille trøst for FN-systemet er måske, at mange af de stiftende medlemmer af Fredsrådet aldrig har været blandt de mest aktive venner af FN, herunder Aleksandr Lukasjenko, præsident i Belarus, Egyptens Abdel Fattah al-Sisi, Israels Benjamin Netanyahu, Ungarns Viktor Orbán og Argentinas Javier Milei.

Ifølge Det Hvide Hus har omkring 35 lande indtil videre sagt ja til at være med i Fredsrådet. Flere europæiske lande har takket nej. Danmark er ikke inviteret. Det er Ruslands præsident, Vladimir Putin, til gengæld. Og hans kollega i Ukraine. 

Så løjerligt som det ser ud, er det ikke umuligt, at Trumps Fredsråd, på grund af præsidentens uortodokse arbejdsmetoder og stærke interesse i anerkendelse som fredsmægler, kunne blive en reel spiller på den internationale scene – også i konkurrence med FN, der desværre synes låst på sin kurs mod global irrelevans.

I øvrigt 

Efter det ekstraordinære topmøde i EU-kredsen torsdag aften mødes Mette Frederiksen i dag, fredag, med NATOs generalsekretær, Mark Rutte.

Efter Ruttes møde med Donald Trump onsdag aften i Davos forlød det, at de var blevet enige om en ramme for en fremtidig aftale i spørgsmålet om Grønland.

Der er ikke kommet mange detaljer ud om aftalen mellem Trump og Rutte. Men som Hans Mortensen her på avisen og DR og Berlingske har beskrevet, var Mark Rutte op til mødet i tæt kontakt med både den grønlandske og danske regering.

Rutte fik blandt andet lov til at videregive til den amerikanske præsident, at Danmark og Grønland er klar til at genbesøge forsvarsaftalen med USA fra 1951.