Dezinformatsija. »Formålet er at destabilisere og ødelægge de vestlige demokratier.« Den svenske forfatter Ingrid Carlberg skildrer påvirkningsoperationernes historie fra Lenin til Putin og Trump.
Det totalitære bluff
STOCKHOLM – I april 1917 passerede de svenske socialdemokraters formand, Hjalmar Branting, og de russiske bolsjevikkers leder, Vladimir Lenin, hinanden på jernbanen et sted langt oppe i Norrland. Branting var på vej hjem efter et besøg i den russiske hovedstad Petrograd, Lenin på vej til samme by efter et ophold i Stockholm. Finland var russisk territorium dengang, og begge rejste over grænsebyerne Haparanda/Tornio.
Det var også to socialistledere på vej i hver sin retning, når det gjaldt ideologi og metoder. Efter hjemkomsten til Stockholm berettede Branting for en proppet sal om sine oplevelser: »En ny tid er kommet for Rusland, for verden.« Branting tilkendegav samtidig stærk mistro over for Lenins bolsjevikker. Det gjaldt ikke mindst partiavisen Pravda, som havde bragt et interview med den svenske partiformand uden at have talt med ham. Branting undrede sig desuden over, at de fattige bolsjevikkers partiavis fandtes overalt: »Pravda uddeles i hundredtusinder af eksemplarer ude ved fronten. Og i visse kredse spørger man sig, hvem der betaler?«
Del: