Dele af Pakistans hovedstad var totalt lukket for trafik denne weekend. Hæren var sammen med 10.000 ekstra politi og sikkerhedspersonel kommanderet ud i Islamabad. En ekstraordinær ferie var erklæret i landet. Pakistan – der er verdens femtestørste målt på befolkningsstørrelse – er hårdt plaget af terrorangreb, og intet måtte gå galt. 

Kun en enkelt hovedvej var åben ind i en afmærket særlig sikkerhedszone, men ikke for ordinær trafik. Kun for områdets beboere og weekendens prominente gæster: forhandlingsdelegationen fra USA, anført af den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, og den iranske delegation, med den iranske parlamentsformand, Mohammad Baqer Qalibaf, og udenrigsminister Abbas Araghchi i front. Iranerne ankom fredag aften, amerikanerne lørdag morgen. Hotellet, hvor forhandlingerne foregik, var lukket for alle andre end amerikanerne, iranerne og deres pakistanske værter.