Igennem partiet Alternative für Deutschlands tiårige levetid har de tyske medier bragt utallige afsløringer af højrepartiets tiltagende radikalisering og forbindelser til mørke nationalistiske kræfter, som kunne minde om noget, man også kendte i 1930erne.

Men det er først nu, at det tilsyneladende er lykkedes undersøgende journalister at få skovlen under højrepartiet. Det er det politisk uafhængige gravermedie Correctiv, som står bag det store scoop. Det har givet så meget genlyd, at det har udløst den største demonstrationsbølge, der er set i Tyskland i årtier, og bølgen er primært vendt imod det fremgangsrige AfD.