Giro d'Italia 2026
Giro d'Italia er det cykelløb, der minder mest om en rigtig rejse for mig. Det er den af de tre Grand Tours, hvor selve landet også mest er midtpunktet. Der, hvor stederne og menneskene skinner klarest igennem, når løbet kommer forbi.
Derfor holder jeg meget af at skrive om det og om at rapportere fra alt, hvad der foregår. Om løbet, stederne og om dem, der rejser med.
Jeg har boet længere tid i Italien end noget andet sted, og jeg holder meget af mit tilvalgte hjemlands kontrastfyldte mangfoldighed. Kulturelt er Italien et ufatteligt rigt land, men på en smuk, tragisk eller sågar ufrivilligt morsom måde. Der er altid noget at opleve, og med Giroen får vi lov at besøge steder, der kan være langt fra de mest oplagte destinationer. Dem glæder jeg mig til at dele med læserne i mit nyhedsbrev.

Selve cykelløbet i år kan blive et triumftog for danske Jonas Vingegaard, men kun hvis han vinder. Der ligger et enormt pres i at være så stor favorit, som han er før sin første Giro, og hans favntag med løbet bliver også en stor del af min formidling. Jeg ser frem til at udfolde Vingegaards færd gennem Italien som dansk superstjerne, men også set med de briller, Italien vil møde ham med. Han skal ikke bare forsøge at vinde Giro d'Italia, men også italienernes gunst. Det hører med til at bære den lyserøde førertrøje.
Hjertets Bjerge udkommer hver dag under Giro d'Italia – fra fjerde etape, hvor løbet er landet i Italien. Så skriv Dem endelig op til at modtage nyhedsbrevet i boksen herunder – hvis man gør det inden fredag, kommer også min optakt med i indbakken.
Hvis De allerede er tilmeldt nyhedsbrevet, bliver boksen ikke vist. Læs mere om Hjertets Bjerge her
A presto,
Brian Nygaard
Journalist
