Vi ved bare, at Mette blev sur

Dagen derpå er det vanskeligt at sige, hvad det egentlig handler om. Om der overhovedet er et problem? Eller om det alt sammen er ophvirvlet støv og hosteanfald, og når det lægger sig igen, kan alle se, at alt er, som det hele tiden har været.

Vi ved bare, at Mette blev sur. Over at Norges statsminister og Finlands præsident ringede til Putin for at snakke om det med Ukraine. »Jeg er meget skeptisk over for det her norske og finske egetinitiativ. Det er ikke koordineret med os andre,« sagde Frederiksen blandt andet. Derpå skrev en norsk redaktør i Aftenposten, at den danske statsminister skulle »holde kæft«.

Og derfra kørte det af sporet. Faktisk kørte det derud, hvor en talsperson for det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, onsdag morgen kunne anvende forvirringen til i et interview med russiske Sputnik at konkludere, at »Vesten har gjort sig selv til grin i hele verden«.

Russerne er fornøjede.

Så hvad havde Mette Frederiksen gang i? Hvorfor gemte hun ikke sin fornærmelse til en god omgang korridorkritik og udtalte højt, at hun er sikker på, at statsminister Støre og præsident Stubb har udtrykt præcist, hvor Norden og for den sags skyld hele Europa står? 

En antagelse er selvfølgelig, at den danske statsminister var indebrændt over pludselig ikke at »være med i hulen«, som man siger. At her blev hendes kandidatur som den fremmeste Ukraine-støtte krænket. Til denne antagelse kan så tilbygges den teori, at Mette Frederiksen ønsker sig et EU-job i almindelighed og tjansen som en slags EUs forsvarsgesandt i særdeleshed. 

En anden udlægning kan være, at Danmarks statsminister er så opflammet af genuin vrede over Putins myrderi i Ukraine, at hun ikke kunne tilbageholde en irritation over planløsheden. Og at det for hende intet forslår at stille med to mere eller mindre tilfældige ledere i en mere eller mindre tilfældig telefonopringning over for en krigsmager, der overfalder Ukraine og fører daglig hybridkrig mod Europa.

Statsminister Støre og præsident Stubb udsendte en pressemeddelelse efter telefontræffet. Her understregede de, at de faktisk talte med Putin som ledere for deres respektive lande og »ikke som repræsentanter for hele Europa«. Enhver kan så forestille sig, om Putin virkelig sad alvorligt nikkende i den anden ende med forståelse for samt anerkendelse af denne for Europa væsentlige skelnen.

Det har ydermere heddet sig fra Norge, at alle relevante partnere – inklusive den danske statsminister – faktisk var informeret om samtalen. Hvorefter den kvikke iagttager vil bemærke, at det at »informere« ikke er helt det samme som at »koordinere«, som den danske statsminister taler om. Og er det simpelthen derfor, støvet blev hvirvlet op?

Man kan også spørge Sverige – når det nu er en skandinavisk støvsky. Den svenske statsminister, Ulf Kristersson, ønsker tydeligvis ikke at være overdommer i den nordiske landskamp. Han giver begge sider ret. Europa står sig bedst ved ikke at være splittet. Og en koordinering, hvor Tyskland, Frankrig og Storbritannien hidtil har tegnet matriklen, har været god. Men det er også »fint, at andre vil bidrage«, mener den svenske statsminister. Han kan ikke bidrage til at holde den oppiskede stemning om telefonsamtalen med den russiske præsident kørende, fornemmer man.

»Jeg har ret lave forventninger til denne type samtale. Det er blevet forsøgt nogle gange før – af tyskerne og franskmændene, på lidt forskellige niveauer – og det førte absolut ingen vegne; så jeg mener, at man bør have lave forventninger til generelle samtaler med Putin,« siger Ulf Kristersson til Aftonbladet.

Det er også en måde at se det på. At det er muligt, at bilaterale opringninger til fjenden er den forkerte angrebsvinkel. Til gengæld gør de ingen skade. De gør ikke ondt værre eller sår egentlig tvivl. Europa står, hvor det stod, før der blev ringet til Putin, og før denne støvsky blev hvirvlet op. Der er stadig et problem, ja, et meget stort et: Rusland forsøger fortsat at udslette Ukraine. Men dette problem er hverken blevet større eller mindre eller for den sags skyld kommet nærmere en løsning ved, at nogen fandt på at ringe til Moskva.

I øvrigt ...

Hvad der tegner til at blive den værste togulykke i Spaniens historie med to kolliderende hurtigtog opregnes i skrivende stund at tælle 64 døde og et større, ukendt antal sårede.

Onsdagens ulykke fandt sted i nærheden af Sevilla på strækningen mellem hovedstaden, Madrid, og Andalusien. 

Årsagen til ulykken er endnu ukendt. Men strækningen har tidligere i år lagt skinner til en lignende ulykke. Den 18. januar blev 45 dræbt og 170 såret, da to tog forulykkede, hvorfor man skulle tro, at al sikkerhed var bragt i top på netop denne rute.