Berøring. Manglen på intimitet, nærkontakt og berøring for mange danskere har skabt et stadig større marked for omsorg af den helt nære slags. Det koster 650 kr. i timen, og det virker bedre end at ligge i ske med kæresten. Er familien ved at blive totalt afviklet?
Varme hænder
Mayanoa Rosaldi dufter af håndsæbe og fugtighedscreme. Hun er iklædt mørke leggings, er i begyndelsen af 40rne, og hendes lange mørke hår er sat op i en stram hestehale. Hun ligner en af de hundredvis af velplejede, københavnske kvinder, der hver eftermiddag valfarter til det lokale yogacenter.
På hendes venstre underarm har hun fem-seks linjer kursiv tekst tatoveret. Jeg får aldrig spurgt Mayanoa, hvad der står. Der er mange ting, jeg ikke får spurgt hende om. Ting, som jeg under alle andre omstændigheder ville have vidst om en person, jeg har ligget i ske med i en lille time på en halvandenmands-madras i en kælder et sted i det indre København.
Del: