Da dramatikeren Henri Nathansen i vinteren 1944 modtog den sørgelige nyhed om, at hans søster Rosa havde taget sit eget liv i Stockholm, slog hans depressive side igennem. I sorg over søsterens selvmord – og i desperation over Anden Verdenskrig – kastede han sig ud ad et vindue på Grand Hotel i Lund, hvortil han var ankommet den 8. oktober 1943 som jødisk flygtning fra Danmark.

Det er i dag 80 år siden, Henri Nathansen begik selvmord. Årsdagen falder sammen med, at Det Kongelige Teater netop nu afslutter en succesfuld opsætning af dramatikerens hovedværk, den påtrængende aktuelle danske teaterklassiker Indenfor murene.