En juniaften i 2016 traf jeg dommer Peter Huber, der fortalte mig – uden for citat – om sit arbejde i den tyske forfatningsdomstol, »Bundesverfassungsgericht«. Han fortalte noget pirrende: nemlig, at man i det magtfulde organ havde kortlagt alle domme fra EU-domstolen i Luxembourg, og der tegnede sig et betænkeligt mønster: Når der var tale om sager, der var på vippen, dømte EU-domstolen næsten altid til fordel for EU-institutionerne på bekostning af nationale aktører. Den tendens var farlig, sagde Peter Huber, hvis EU skulle forblive en robust organisation, som borgerne opfatter som retfærdig: »Det går ikke, at EU-domstolen i næsten alle juridiske tvivlstilfælde dømmer til fordel for mere centralisering.«

Vi springer frem til maj 2020. Dommer Huber & Co.s mission er nu fuldbragt. Den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe har afsagt en historisk dom, der vil sætte grænser for EU-domstolens ekspansionstrang i forhold til Den Europæiske Centralbanks virke. Og det har givet enorm opstandelse.