Det begyndte med en konvoj af lastbiler fra den vestlige del af Canada, men da den nærmede sig hovedstaden i øst, havde chaufførerne samlet en kilometerlang hale af sympatisører op. Nu har de opholdt sig i Ottawa i to uger, hvor centrum af byen har været kaotisk. Lastbiler blokerer hovedvejene, og der bliver spillet høj musik og skudt fyrværkeri af.

»Frihedskonvojen« var egentlig en protest mod nye covid-19-restriktioner, der blandt andet kræver, at landets lastbilchauffører skal være vaccineret for at krydse grænsen til USA. Men siden er det blevet et større opgør med Justin Trudeaus coronahåndtering og regeringen i det hele taget.