Terror. Norges største politiske krise i mange årtier. Hvorfor? En minister sagde noget på Facebook og satte en kamp i gang, hun ikke kunne vinde.
Traumet fra Utøya
Det har været to vidunderlige og fantastiske uger i norsk politik, og som altid, når hus og lade står i brand, handler det om Voldemort – altså islam. Det hele begyndte med, at næstformanden i partiet Høyre, Jan Tore Sanner, med den ejendommelige titel »kunnskaps- og integreringsminister«, fremlagde et forslag for Stortingets Kommunalkomité. Hvad forslaget havde med Kommunalkomitéen at gøre, står hen i det uvisse. Sanners plan var at give bureaukratiet en begrundelse for at fratage en person norsk statsborgerskab, hvis bureaukraterne altså mente, at vedkommende planlagde eller havde udført terror. Det kan næppe siges at være et kommunalt anliggende.
Det kontroversielle beroede på, at domstolene først skulle inddrages senere og ikke som nu fra første færd. Forslaget var endvidere afgrænset til personer med dobbelt statsborgerskab. Her er det vigtigt at forstå, at ingen havde talt om jihad, islam eller islamisme – forslaget blev fremsat som et forebyggende initiativ mod al terror, uagtet at Anders Behring Breivik kun havde norsk statsborgerskab.
Del: