Opinion. Mit fædrelands blodige historie risikerer at gentage sig selv.
Tilbage til Srebrenica
Som en, der selv har oplevet den bosniske krig på tæt hold og måtte flygte på grund af trusler, etnisk udrensning og frygt for egen sikkerhed, ser jeg på den aktuelle situation i mit hjemland med en følelse af afmagt, fortvivlelse og vrede. Jeg kan ganske enkelt ikke forstå, hvordan og hvorfor det internationale samfund er på vej til at begå den samme fejl samme sted. Endda for anden gang inden for kort tid.
Langt fra mediernes søgelys udspiller der sig i Bosnien-Hercegovina i øjeblikket et dybt alvorligt og farligt scenarie, som i høj grad minder om optakten til den blodige krig, som landet gennemlevede i årene fra 1992 til 1995. Ophavsmanden til ustabiliteten er Milorad Dodik – de bosniske serberes repræsentant i Bosnien-Hercegovinas præsidentråd og manden, der har absolut magt i den del af landet, der hedder Republika Srpska. Dodik har i mange år truet med at løsrive Republika Srpska fra Bosnien-Hercegovina.
Del: