Tegn i tiden

FORFATTERE har et notorisk utaknemmeligt job. Så længe de arbejder, glider de ud af den offentlige samtale og bevidsthed, og når deres arbejde endelig manifesterer sig, ser vi gerne, at de har skrevet »en bog til tiden«. Så nådesløs er vores omgang med litteratur – den skal allerhelst være oplæg til en sund snak om samfundet, og hvis den kan pynte på en hylde bag statsministeren til hendes nytårstale, er der fuld plade i relevans. Men hvis man vil skrive en såkaldt veltimet bog, skal man være hurtigere ude end alle andre. Litteratur tager tid, forfatterens arbejdsmetode er uendeligt mere slidsom og prøvende end nyhedsjournalistens, så hver gang en forfatter har skrevet den famøse bog til tiden, har hun i virkeligheden skrevet en bog før tiden. Det har Mathilde Walter Clark gjort med Det blinde øje, som torsdag aften fik Weekendavisens Litteraturpris. 

SER man tilbage på de seneste 20 års danske litteratur, må man imponeres over danske forfatteres fremsynede omgang med deres stof. Da Lars Skinnebach i 2011 skrev Øvelser og rituelle tekster, var det kun forskere og miljøorganisationer, der bekymrede sig om klimaforandringer herhjemme. Siden fulgte forfattere som Charlotte Weitze, der skabte medrivende skønlitteratur ud af naturvidenskab, så man var nødt til at høre efter, og man kan næppe overvurdere forfatternes betydning for vores sildige opvågnen til den ubekvemme sandhed om klodens tilstand. Og der er flere emner. Problemerne i psykiatrien? De var ikke kommet højt på den politiske dagsorden, hvis ikke fremragende lyrikere havde skrevet fra indersiden af diagnoser og hospitalsafdelinger. Det dansk-grønlandske forhold? Der skulle romanforfattere som Iben Mondrup og Niviaq Korneliussen til for at give et sandt og smerteligt billede hinsides nemme postkoloniale paroler. Løgnen om social mobilitet i velfærdsstaten? Emnet var ikke nået ud fra bodegaerne og universiteternes fredagsbarer uden stemmer som Kristian Bang Foss, Glenn Bech med flere.

KLART og kompliceret, svært og medrivende. Sådan føles det, når forfatterne går i kødet på de sværeste emner i tiden, og det næste store tema tegner til at blive vores forhold til dyr. Jonathan Safran Foers Om at spise dyr var en tidlig bestseller i genren, og med Det blinde øje har vi fået en dansk pendant. Mathilde Walter Clark genindskriver dyrene, in casu minkene, i vores fælles historie, så ingen fremover vil kunne beskæftige sig med minksagen uden at inddrage hendes bog. Det er en mageløs præstation foretaget i lyntempo. Litteraturen skylder ingen noget, og forfattere kan aldrig være forpligtet til at tjene nok så noble politiske dagsordener. Men når de vælger at udpege tidens smertenspunkter, gør vi klogt i at læse med. Turn

Læs vinderinterviewet med Mathilde Walter Clark her.

Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.