Pressen havde høfligt taget opstilling under tøjsnoren i gården foran Arbejdsmuseet, hvor Mette Frederiksen holdt tale fredag formiddag i anledning af 1. maj. Men hun gik lige forbi og lod pressens spørgsmål hænge til tørre. »Alt det postyr, og så er det overstået på tre sekunder,« bemærkede en mand i knæbukser til en kammerat med en fadøl i hånden. »Så ved du, hvordan det er at være kvinde,« sagde kammeraten mellem to slurke.

Arbejderhumoren – hvis man er til den slags – lever. Til gengæld skulle man lytte længe, hvis man ville høre arbejderånd og -politik i Mette Frederiksens tale. Her lagde hun endegyldigt Socialdemokratiets valgløfte om en »formueskat« i graven. Hun talte om behovet for at »opruste forsvaret og forsvarsviljen«, men tilføjede så et ønske om »økonomisk oprustning« og om at »øge velstanden«. Talen var nemlig ikke målrettet arbejderen. Den var målrettet Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen. Arbejderpolitikken er blevet ofret, som var den Fredo Corleone, fordi den står i vejen for et højere formål: at danne en ny regering.