Tag ansvar

Da jeg for efterhånden en del år siden begyndte at læse journalistik på Syddansk Universitet, blev det hurtigt tydeligt for mig, at der ikke var særligt mange studerende med anden etnisk baggrund end dansk på min årgang. På de forskellige danske journaliststudier i det hele taget.

Senere læste jeg om en undersøgelse fra Dansk Journalistforbund, der viste, at kun tre procent af forbundets medlemmer var indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Under én procent af medlemmerne havde tilknytning til ikke-vestlige lande.

Således er det logisk og uundgåeligt, at etniske minoriteter må blive underrepræsenteret i de fleste danske medier, fordi der simpelthen ikke er nok journalister med netop den baggrund.

Ligesom der i øvrigt er ret få højreorienterede journalister: Flere undersøgelser har nemlig vist, at kun 10-20 procent af danske journalister og journaliststuderende er højreorienterede. Dermed er de stort set lige så underrepræsenterede i journaliststanden som etniske minoriteter.

Og hvad kan man så gøre for at løse disse to åbenlyse problemer? Der er ikke mange bud på, hvordan man kan sikre mere politisk diversitet i medierne, mens etnisk diversitet bliver debatteret mere flittigt.

I sidste uge skrev Politikens kulturjournalist Lucia Odoom en kommentar, hvor hun blandt andet protesterede mod at være avisens eneste sorte journalist og langede ud efter såvel sin arbejdsplads som den danske mediebranche generelt. Ifølge Odoom har medierne fejlet, fordi de ikke har »specifikke talentordninger« med fokus på udvikling af journalister og kritikere med anden etnisk baggrund end dansk.

I kølvandet af artiklen stillede Politiken lokaler til rådighed for en mindre demonstration – mod Politiken. Både avisens og koncernens ledelse skyndte sig at lægge sig fladt ned og give Odoom ret i kritikken.

»Vores ringe diversitet er en ren tilståelsessag,« skrev administrerende direktør i JP/Politikens Hus Stig Ørskov på Twitter.

SET MED MINE BRILLER er det imidlertid vanskeligt at forstå, hvad Ørskov gerne vil tilstå. For det kan ikke være Politikens ansvar, at etniske minoriteter (og højreorienterede etniske danskere) fravælger uddannelser, der fører til job i mediebranchen.

Man kan næppe sikre politisk diversitet i medierne ved hjælp af »massive investeringer«, som ifølge Lucia Odoom er vejen til etnisk diversitet. Kan man forestille sig, at førende danske aviser opretter »specifikke talentordninger« for højreorienterede danskere? Nej, vel? Og godt for det.

I gamle dage var journalistik et mandefag. Men danske kvinder har knoklet sig frem til en imponerende succes: I den unge generation er der cirka lige så mange kvindelige som mandlige journalister. Helt uden »talentordninger« og »massive investeringer«.

I sidste ende er det kvinder og mænd med anden etnisk og/eller politisk baggrund, der skal tage et lignende ansvar for udviklingen og være med til at sikre mere etnisk og politisk diversitet i journalistbranchen. Uddannelsesstederne og medierne må – og bør – gerne motivere dem, men skal ikke tage skylden for deres manglende engagement.