Alt ved valget i Serbien er spektakulært: at en studenterprotest vinder magten. At en bevægelse uden en egentlig præsidentkandidat vælter den siddende præsident. At en folkelig opstand på mindre end to år flår gevandterne af et 14-årigt styre, inden det når at skifte ham og i panik forvandle sig i en mere demokratisk retning, fordi styret mærker jorden flytte sig under det.

Resultatet af valget i Serbien er simpelthen sensationelt.

I 2024 rejste studenterbevægelsen sig i kølvandet på ulykken ved togstationen i Novi Sad. Her døde 16 mennesker på grund af en del af et tag, der styrtede sammen. Et konkret resultat af korruption i administrationen med et fatalt resultat. Serbiens universitetsstuderende førte an i et krav om valg. På rekordtid ledte de pludselig et direkte opgør mod den magtfuldkomne præsident Aleksandar Vucic og hans autokratiske styre.

Kildefoto: Andrej Isakovic, Scanpix

Bevægelsen blev til en folkebevægelse. Den gik på gaderne. Den blev udsat for politivold og retslige krænkelser. Hvilket den afstod fra at slå tilbage på. Og det fik den til at vokse. Flere og flere sluttede sig til det enkle formål: at vælte Vucic, gøre op med korruptionen og redde demokratiet.

Studenterbevægelsen trådte for alvor i karakter som politisk opposition, da de i maj sidste år etablerede sig som liste – for derpå officielt at præsentere sig som egentlig valgliste, »Studenterlisten« – Studenti pobeđuju – da det serbiske valg blev udskrevet i september. Protesterne pressede Vucic til at udskrive det ekstraordinære parlamentsvalg. Og han forsøgte at befæste 14 år ved magten ved at stille op som premierminister for sit parti, Det Serbiske Fremskridtsparti, og ikke som præsident.

Studenterlisten havde hele vejen igennem en kampagneplan. Vel vidende at man aldrig ville kunne vriste Vucics greb om de serbiske medier fri, producerede man sine egne videoer, reels og historier til sociale medier. Ydermere cyklede, gik og kørte man landet rundt for at søge opbakning. Ikke mindst uden for de større byer. Og det stod efterhånden klart, at man i Serbien ikke havde set et sammenligneligt pres på en landsleder, siden folk i titusinder marcherede i protest mod krigsforbryderen Slobodan Milosevics hjem i år 2000.

Der har hele vejen igennem været stor skepsis angående studenternes chance. Hvornår har man nogensinde set en studenterbevægelse rejse sig i protest over en enkelt meget konkret sag for derpå at ende med at stå med magten? Er det overhovedet muligt at udfordre en præsident, der undertrykker demokrati og udskriver et valg, han sandsynligvis alligevel vil fuske med resultatet af? Og skulle dette alligevel stik mod alle odds ske, vil Vucic så ikke bare slå hårdt ned, erklære valget ugyldigt og tage diktatoruniformen på?

Sent i går aftes meddelte Aleksandar Vucic så, at han havde lidt nederlag til Studenterlisten. »Det står klart, at vi har tabt dette valg, studenterbevægelsen har vundet, de får mellem 135 og 140 pladser, og vi får 105. Ingen andre er blevet valgt ind i parlamentet,« lød det fra Vucic.

Miraklet skete. Studenterne med alle tilløbere havde vundet. Sejren er anerkendt og bogført og bliver ikke anfægtet af styret. Demokratiet er dermed tilbage i Serbien. Midt i et Europa, der ligner et oprørt hav bestormet af nationalister, yderfløje, autokratielskere og anti-EU-entusiaster, lyser Serbien af alle steder – nationen med hovedskyld i det seneste europæiske folkemord i Srebrenica i 1995 – op som et fyrtårn af forkærlighed for demokrati og fred.

Men inden nogen går rundt med armene i vejret, er det på sin plads at nævne et par forbehold for Studenterlisten. Den er sammensat af umage og på mange måder modsatrettede interesser, der fandt fodslag i en fælles kurs mod samme fjende. Det er usikkert, hvad der sker, når fjenden, Alexander Vucic, har overgivet sig.

Hvem skal nu være leder? Hvad er egentlig det fælles politiske program? Og når man har en bestemmelse om, at et plenum i »listen« skal vedtage beslutningerne, kan det så overhovedet anvendes til at styre et land? Og hvad med den stadig store andel af serbere, der foretrak at beholde Vucic? De skal også ledes, og hvordan vil studenterne gøre det?

Der festes med garanti stort af valgets sensationelle vinder i Serbien i dag. Men der kommer også tømmermænd.

I øvrigt ...

Lederen af Centerpartiet i Sverige, Elisabeth Thand Ringqvist, har konstateret, at der ikke er parlamentarisk opbakning til den midterregering, som hun er fortaler for.

Det siger hun på et pressemøde efter at have haft en uge til at undersøge muligheden for at danne regering.

Ringqvist havde forestillet sig, at Miljöpartiet, Centerpartiet, Kristdemokraterna og Liberalerna kunne stille sig bag Socialdemokraternas Magdalena Andersson som statsminister.

Nu skal en ny forhandlingsleder udpeges for at se, om Sverige kan få en ny regering.