Stormen på Rigsdagen i lørdags

I denne uge kunne man læse en mærkværdig notits i avisen Rhein-Neckar-Zeitung.

Den handlede om en 53-årig tysk mand, der i intercitytoget fra Karlsruhe til Mannheim var blevet afsløret uden gyldig rejsehjemmel af en billetkontrollør fra Deutsche Bahn, de tyske jernbaner. Grunden til hans manglende billet var, at han ikke anerkendte Forbundsrepublikken Tysklands legalitet og dermed heller ikke Deutsche Bahns. Den 53-årige fremviste i stedet en række identitetspapirer, der angiveligt dokumenterede, at han som såkaldt rigsborger – Reichsbürger – ikke var underlagt den tyske forbundsrepubliks love og regler.

Papirerne var blandt andet et pas, der angav, at han var statsborger i das Deutsche Reich – Det Tyske Rige – der som bekendt eksisterede fra Tysklands samling i 1871 til Nazitysklands nederlag i 1945. Men passet var nyt og udstedt af en fantasifuld myndighed under den tyske rigsborgerbevægelse. Andre af hans fantasipapirer viste, at han angiveligt havde fuld ret til at bære skydevåben.

Togets billetkontrollør tilkaldte politiet. De førte ham på stationen for at afhøre ham, men han ville ikke udtale sig, da han ikke anerkendte det nuværende tyske politi. Han kan nu se frem til en bødestraf for at bruge ugyldige, falske dokumenter, men han vil næppe betale bøden, fordi han ikke anerkender det tyske retssystem.

Den 53-årige togpassager er en del af en bevægelse, der lever i en bizar og voksende parallelverden i dagens Tyskland. Seneste officielle statistik taler om 19.000 rigsborgere. De er ikke som sådan lovløse, men retter sig efter de love, som gjaldt i Det Tyske Rige eller i undergangne delstater som Preussen. Mange rigsborgere hævder således, at Weimarrepublikkens rigsforfatning fra 1919 aldrig er blevet afskaffet.

I henhold til det udsteder de egne pas, kørekort, nummerplader og byggetilladelser, udgiver rigsaviser og udnævner medlemmer til den »fungerende rigsregering«. I forhold til landets størrelse mener mange rigsborgere, at Tyskland stadig eksisterer inden for landets førkrigsgrænser fra 1937 eller sågar førkrigsgrænserne fra 1914.

Men denne virkelighedsfjerne adfærd er én side af »medaljen«. Den anden side handler om højreekstremisme og antidemokratisk tænkning. Den side så man udfolde sig ved weekendens store anticorona-demonstration i Berlin.

Firmaet Tyskland A/S

Her var der demonstration imod statens omfattende restriktioner af friheden som følge af COVID-19-pandemien. Cirka 40.000 deltog, og de var en broget blanding af pandemibenægtere, vaccinationskeptikere, grønne sekttilhængere, konspirationsteoretikere, QAnon-følgere, anarkoliberalister og psykisk syge. Der var også mange højreradikale, herunder talrige rigsborgere, og de sidstnævnte spillede hovedrollen, da demonstrationen var ved at slutte.

De var toneangivende i mængden, da cirka 200 mennesker med antidemokratiske slagord havde held til at forcere politiafspærringerne ved det tyske parlament. De nåede op på Rigsdagens store trappe, hvor flere svingede Det Tyske Riges gamle faner, blandt andet den radikale højrefløjs yndlingsfane, rigskrigsfanen. En mindre gruppe forsøgte i tumulten at nå Rigsdagens indgang, men den blev blokeret af nogle få, men tappert kæmpende, betjente.

At der var få betjente til stede, var bemærkelsesværdigt, fordi flere rigsborgergrupperinger op til anticoronademonstrationen havde bebudet, at de ville »storme Rigsdagen«. Det havde politi og efterretningstjeneste åbenbart ikke taget så alvorligt. Så i nogle få minutter tronede de såkaldte rigsborgere over Rigsdagens indgangstrappe – som om revolutionen var indtruffet.

Den såkaldte »Storm på Rigsdagen«, som hændelsen kaldes i tysk presse, har efterladt store dele af offentligheden med både forargelse og forbavselse. Her har man længe beskæftiget sig med opkomsten af det nye tyske højre, men ofte draget beroligende paralleller til andre europæiske lande, hvor de trods alt er stærkere.

Men rigsborgerne? Hvordan har Tyskland fået en så skræmmende skør bevægelse? Svaret finder man i den tyske efterkrigshistorie.

I det slagne Tyskland efter 1945 blev der aldrig formelt indgået en fredstraktat, og landet var længe besat af primært amerikanere og russere, og tyskerne blev ikke fuldt suveræne, førend de fire gamle sejrsmagter fra 1945 tillod genforeningen af øst og vest i 1990. I hele perioden var der stor tvivl om, blandt de førende jurister, hvorvidt Det Tyske Rige egentlig var gået statsretligt under i 1945.

Tvivlen gav under Den Kolde Krig frustrerede nationalister anledning til at skabe en konspirationsteori om, at Forbundsrepublikken Tyskland faktisk ikke var en rigtig stat, men nærmere var en virksomhed kaldet »BRD GmbH«, det vil sige et »Tyskland A/S« ledet af en »marionetregering« under udenlandsk og »jødisk-frimurerisk« kontrol.

Denne teori om »det fortsat besatte Tyskland« levede på forunderlig vis videre efter Genforeningen i 1990. Derfor tog mange af de demonstrerende rigsborgere i lørdags en pause fra anticoronaparolerne og stoppede foran både den amerikanske og russiske ambassade, hvor de højlydt stillede det absurde krav: »Fredstraktat med Tyskland nu!«

Mord på politimand

Rigsborgerbevægelsens arnested var Vesttyskland i 1970erne, hvor juristen og den senere højreterrorist Manfred Roeder proklamerede et nyt »Deutsches Reich«. Han påstod, at Hitlers kortvarige efterfølger i maj 1945, Karl Dönitz, stadig var Tysklands »rigspræsident« og skulle træde i karakter som leder igen. Dönitz afviste dog dette i 1975 i et brev til Roeder: »Jeg erklærer udtrykkeligt over for Dem, at jeg ikke betragter mig selv som rigspræsident for Det Tyske Rige.«

I 1980erne kom den obskure Wolfgang Ebel med nye impulser til bevægelsen. Han var tidligere arbejder ved de østtyske jernbaner, der af juridisk-historiske grunde fortsat hed Deutsche Reichsbahn. I 1985 tog han initiativ til at udråbe en ny »fungerende rigsregering« i Vestberlin. Den fik »provisorisk regeringssæde« i Ebels hus på en søvnig villavej i bydelen Zehlendorf, og herfra indtog han funktionen som »rigskansler«.

Det blev startskuddet til en egentlig rigsborgerbevægelse, som efterhånden også blev præget af intern uenighed om arven fra den tyske rigshistorie. Bevægelsen kom til at bestå af mange løse smågrupper og foreninger. Nogle lavede »den basisdemokratiske kirkestat«, der fik navnet »Fyrstedømmet Germania«, og andre selvstændige enheder fik navne som »Germaniten«, »Staten Ur«, »Fristaten Preussen«, »Ny-Tyskland« og »Eksilregeringen Deutsches Reich«.

I de byer, hvor der boede rigsborgere, fik de kommunale myndigheder store problemer med uendelige sager om skatter, gebyrer og bøder, der ikke blev betalt, og domstolsafgørelser, der ikke blev fulgt. Rigsborgere begyndte også at sætte skilte op ved deres huse, hvor der eksempelvis stod »Frit Tysklands overhøjhedsområde«.

Bevægelsen voksede til en snes tusind medlemmer under flygtningekrisen i 2015-16, hvor mere end en million sydlandske flygtninge og migranter fik lov til at rejse til Tyskland. Flygtningestrømmen og Merkels åbne grænser overbeviste dengang mange om, at den tyske kansler måtte være leder af en »marionetregering« under udenlandsk kontrol.

Myndighedernes interesse for fænomenet steg desuden voldsomt, da en rigsborger i Bayern efteråret 2016 skød flere politimænd, der trængte ind på rigsborgerens bopæl. Her døde en af betjentene, og rigsborgere over hele Tyskland bliver nu udsat for forstærket politisk overvågning. I dag vurderer efterretningstjenesten, at ti procent af dem er bevæbnede, og mindst fem procent af dem anses for at være decideret »højreekstreme«.

Selvom hele den brogede rigsborgerbevægelse bliver overvåget, er det åbenbart ikke så grundigt. I hvert fald kunne nogle af dem »storme« den tyske rigsdag i lørdags og råbe ud til verden: »Vi har sejret!«