Den socialdemokratiske regering vil gøre livet surt for muslimske hadprædikanter, der prædiker på arabisk. Den vil kræve, at al forkyndelse i Danmark skal foregå eller være tilgængelig på dansk. Men forslaget risikerer også at ødelægge en ældgammel dansk og kristen tradition: at kunne høre Biblens ord på tysk i Danmark.

»Forslaget bekymrer mig og min menighed meget,« siger Rajah Scheepers til Weekendavisen. Hun er præst i Skt. Petri Kirke i Københavns indre by, og her døber, vier og begraver hun på tysk. Hver søndag holder hun tysk gudstjeneste for sin menighed, der er den største afdeling af den mindre kendte tysksprogede del af den danske folkekirke. Dermed viderefører hun en knap 450 år gammel dansk tradition om tyske prædikener i hovedstaden, som kong Frederik 2. indstiftede i 1575, og som er næsten lige så gammel som den protestantiske tro i Danmark. »Vi er ikke et parallelsamfund, men en integreret del af den danske folkekirke,« siger Scheepers.