Spørgsmål uden svar

At der findes støtter af den islamistiske palæstinensiske bevægelse Hamas blandt Danmarks titusinder af borgere med palæstinensiske rødder, er der intet nyt i. I 1990erne forsynede tilhængere her i landet bevægelsen med penge og falske papirer, som Jyllands-Posten i sin tid skrev: Politiets Efterretningstjeneste skal sågar have overvåget en militant træningslejr i Aarhus-bydelen Gellerup organiseret af Hamas, og efter Israel i marts 2004 dræbte bevægelsens åndelige leder, Ahmed Yassin, samledes hundreder af danskpalæstinensere til demonstrationer for at sørge.

Siden bevægelsens terrorangreb i Israel for tre uger siden har der – under demonstrationer og på sociale medier – også været eksempler på ytringer, det er vanskeligt at tolke som andet end støttetilkendegivelser. Den tendens har flere advaret kraftigt imod, også fra allerhøjeste sted. Statsminister Mette Frederiksen udtalte eksempelvis, umiddelbart efter den hidtil største propalæstinensiske demonstration havde fundet sted i København søndag, at intet kan »forklares eller forsvares« i forhold til gruppen, hvis værdier går imod alt, hvad Danmark står for, samt at det »ingen rimelighed har«, at den hjemlige sikkerhedssituation forværres på grund af dem:

»De er en af verdens værste terrororganisationer. Og jeg græmmes over opbakningen til dem. Både i Gaza, men også herhjemme og i andre europæiske lande. Det er uacceptabelt.«

Men kan det virkelig passe, at opbakningen til Hamas herhjemme er så udbredt, at en statsminister ser sig nødsaget til fordømme den? Findes der stemmer, som er klar til at forsvare eller forklare brutale drab på unge til en musikfestival eller børn i en kibbutz?

Jeg beslutter mig for at opsøge ti danskpalæstinensere, som har engageret sig i debatten gennem de seneste uger. Jeg vil stille dem alle de samme tre spørgsmål for at finde ud af, hvordan de ser på Hamas. Mit første spørgsmål lyder: Kan Hamas' terrorangreb mod civile israelere 7. oktober forsvares? Det andet: Bør Hamas frigive de israelske gidsler? Og endelig: Bør staten Israel bestå?

Her er ingenlunde tale om nogen videnskabelig undersøgelse, hvorfra der med statistisk sikkerhed kan ekstrapoleres til en bredere population, men en voxpop udført blandt danskpalæstinensiske stemmer, der er med til at forme debatten. 

Vi begynder med en mand, som mange, der har fulgt den israelsk-palæstinensiske konflikt gennem årene, vil genkende: Fathi El-Abed er mangeårig formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, som historisk set har knyttet nære bånd til venstrefløjen. Han har optrådt flittigt i medierne siden terrorangrebet 7. oktober og går ind for en tostatsløsning. Men efter at have set mine tre spørgsmål afviser han at medvirke i artiklen. Han afviser også at forklare hvorfor. I stedet går jeg i arkiverne for at blive klogere på, hvordan han ser på Hamas, og finder et portræt bragt i Weekendavisen i 2017. Her bliver han spurgt om, hvorvidt han anser bevægelsen for at være en terrorgruppe.

»Selvfølgelig er der meget, der kunne være foregået bedre,« svarede han og fortsatte: »Du får ikke et ja eller nej, et sort eller hvidt. Tingene sættes sort-hvidt op, når det gælder palæstinenserne, men ikke, når det gælder Israel. Der er en berøringsangst over for Israel.«

Meningen med angrebet

Det viser sig i det hele taget bemærkelsesværdigt svært at få danskpalæstinenserne i tale. Ud af de ti, jeg forsøger at få fat i, vender syv tilbage inden min deadline. En enkelt afviser at deltage, allerede før jeg har præsenteret mit ærinde: Vedkommende beskriver den nuværende debat som et minefelt, det har konsekvenser at betræde, fordi man modtager hadbeskeder for at ytre sig.

En anden har ikke tid. Fire danskpalæstinensere afviser at svare på mine spørgsmål efter at have set dem. Jeg får et klart indtryk af, at det vækker harme og bestyrtelse, at jeg overhovedet tillader mig at stille dem spørgsmål om deres holdning til Hamas. Jeg bliver mødt med udtalt mistillid. Der er et tydeligt behov for at kontrollere fortællingen.

Jeg forsøger at få fat på Nadeen Aiche, en ung debattør, der var talsperson for den store demonstration, som blev afholdt i søndags. Her spurgte B.T.s udsendte reporter talspersonen om det foto, arrangørerne af demonstrationen havde brugt til indbydelsen til begivenheden: Det viste et væltet israelsk grænsehegn, som er fotograferet 7. oktober, hvor Hamas' terrorangreb fandt sted. Nadeen Aiche forsvarede brugen af billedet ved at fremhæve, at det, »der skete den 7. oktober, er et resultat af 75 års undertrykkelse, og palæstinenserne har ifølge FNs resolutioner også ret til at forsvare sig, når de møder angreb«.

Da B.T. spørger, om det er forsvar at dræbe civile til en musikfestival eller i en kibbutz, svarer hun:

»Jeg mener, at vi går ind i nogle meget små detaljer, som jeg ikke har forstand på.« Senere har Aiche meldt ud, at journalisten fangede hende i et »stresset øjeblik mellem mange interviews og mange spørgsmål om potentiel terrorsympati«. Hun fortsætter: »Selvfølgelig fordømmer jeg alle drab på civile. Uden tøven.« Jeg ville gerne have stillet Nadeen Aiche mine tre spørgsmål alligevel. Men hun er ikke vendt tilbage på min henvendelse.

En anden danskpalæstinenser, jeg gerne ville have stillet de tre spørgsmål, er Dalia Kababo, der læser statskundskab, og som den 11. oktober – fire dage efter Hamas' terrorangreb – fik bragt et debatindlæg i Information under overskriften: »Lyt til palæstinenserne, når de kræver deres frihed.« Her kritiserede hun mediernes dækning for at være ensidig i Israels favør.

»Fra et palæstinensisk perspektiv er det her det vigtigste, der er sket længe,« skriver hun om angrebet 7. oktober og understreger, at »det ikke er et spørgsmål om at støtte Hamas eller ej«:

»For der er mange palæstinensere, inklusive mig selv, der ikke støtter Hamas, men som alligevel kan se meningen med sådan et angreb.« Dalia Kababo skriver videre, at den »handlekraft«, som danner grundlag for angrebet, udgør »en kilde til håb for en lysere fremtid« til palæstinenserne:

»Det, der foregår lige nu, er større end Hamas. Det er en reaktion på vedvarende og brutal undertrykkelse. Og hvor der findes undertrykkelse, findes der modstand.«

Dalia Kababo ønsker heller ikke at medvirke i denne artikel.

Bedre held har jeg ikke med Bilal Al-issa, der er en af de fire danskpalæstinensere, som talte for de mange tusinde fremmødte til den store demonstration i søndags. Han er næstformand i Det Danske Hus i Palæstina og debattør. Heller ikke han ønsker ikke at svare på mine spørgsmål. Komikeren Mazen Ismail, som også stod på talerlisten og flittigt kommenterer debatten på de sociale medier, svarer ikke på min forespørgsel inden min deadline.

Fatme Abou Chlieh var også blandt talerne til den hidtil største propalæstinensiske demonstration i Danmark, siden konflikten brød ud igen. Hun er en af lederne bag kulturarvsgruppen Olivengren. Hun vil gerne medvirke i artiklen. Hun har boet i Danmark i 27 år og fortæller mig, at hun er født i en flygtningelejr i Libanon. Da jeg spørger, om Hamas' angreb kan forsvares, svarer hun »nej«. Under interviewet står det klart, at hun ønsker at fremhæve et bestemt budskab:

»Jeg ved intet som helst om Hamas. Jeg støtter dem ikke. Jeg kigger på fjernsynet og ser nyhederne. Jeg er mor og bedstemor. Jeg er frustreret over, at de små børn bliver dræbt i krigen,« siger hun.

Men kort inden min deadline torsdag bliver jeg opmærksom på, at Fatme Abou Chlieh på sin facebookprofil har delt flere videoer, som hylder Hamas' terrorangreb mod Israel 7. oktober. På dagen for angrebet delte hun klokken 10.44 en video, der viser en gruppe personer, hvoraf flere er bevæbnede, der råber på arabisk, mens de river det, der formentlig er en livløs israelsk soldat, ud af en kampvogn og skænder hans lig med spark. Fatme Abou Chlieh har indsat en grinesmiley i videoens ledsagende tekst. En anden video delt senere samme dag viser optagelser, der ser ud til at stamme fra terrorangrebet, som prises utvetydigt i videoens undertekster. I den ledsagende tekst fremgår det også, at videoens indhold morer Fatme Abou Chlieh.

Jeg ringer til Fatme Abou Chlieh for at spørge, hvordan det hænger sammen med hendes påstand om, at hun ikke støtter Hamas.

»Jeg støtter ikke Hamas. Men jeg støtter de små børn, som jeg har sagt til dig,« svarer hun.

Hun spørger mig, hvor hun har støttet Hamas. Da jeg gentager, at jeg taler om videoer delt fra hendes egen facebookprofil, siger hun, at hun tror, at det er »almindelige videoer«:

»Det er ikke kun mig.«

– Det er ikke kun dig?

»Nej. Der er mange, der deler videoer, og de støtter ikke Hamas.«

Jeg gentager, at hun deler billeder fra terrorangrebet, hvor Hamas begår grov vold, og spørger, om det ikke er at hylde dem?

»Tror du kun, det er mig, der deler det? Der er mange mennesker, der deler mange forfærdelige videoer eller billeder.«

I interviewet fastholder Fatme Abou Chlieh, at hun ikke har støttet Hamas eller har hyldet dem:

»Jeg er bare palæstinenser og muslim. Kun det,« siger hun.