Hans Mortensen, med rette blandt de mest velrespekterede journalister i landet, kommenterer i WA #43 i klummen »Tale er guld«, at et byggefirma har hyret et kommunikationsfirma.

Mortensen har ret i, at betonfejl ikke kan ordnes med kommunikation. Men han tager fejl, når han perspektiverer eksemplet som en følge af det politiske spindoktori, der opstod i 90erne, elegant formuleret af Mortensen som kunstarten at bytte om på indhold og form.

Det er en fejlslutning, han deler med mange journalistiske kolleger, der omtaler PR og spin som årsagen til, at det er blevet mere vanskeligt at udføre journalistikkens nødvendige rolle som hygiejnefaktor i samfundet. Det bliver den dog ikke mere rigtig af.

Ombytningen af form og indhold var i gang mindst et tiår før, udløst af at de moderne omnibusmedier gennem dygtigt udviklet journalistik havde opnået en voldsom gennemslagskraft, hvor formen kunne tage over, når omstændighederne var til det.

Greenpeace vandt over Shell i kommunikationsslaget om den pensionsmodne olielagerplatform Brent Spar, selvom analyser viste, at Shells planer om at sænke platformen var den mindst miljøbelastende fremgangsmåde. Foto: EPA/REUTER/ Ritzau Scanpix
Greenpeace vandt over Shell i kommunikationsslaget om den pensionsmodne olielagerplatform Brent Spar, selvom analyser viste, at Shells planer om at sænke platformen var den mindst miljøbelastende fremgangsmåde. Foto: EPA/REUTER/ Ritzau Scanpix EPA/REUTER

I 80erne lærte Jysk Teknologisk Institut lektien. Der var opstået en berettiget frygt for asbestfibre i indeluften i institutioner, og eksempler på dette også påvist. Men hvis en skole indsendte opfejs-prøver, og instituttets målinger viste, at der intet farligt var at finde, lød der ramaskrig. Det gav medierne ekko i et omfang, så instituttet fremstod som et uhyre, der lod børnenes helbred i stikken.

Instituttet måtte simpelthen ophøre med at tilbyde den slags målinger – form og indhold kunne ikke byttes tilbage. I årene efter fulgte overflødige asbestrenoveringer for milliarder, indtil man lærte, at faren først opstår, når man gør indgreb i byggematerialer med asbest, mens intakte lofter er harmløse.

Et internationalt eksempel, også beskrevet i lærebøger om kommunikation, var olielagertanken Brent Spar, som Shell måtte opgive at dumpe, uanset at en uvildig analyse viste, at det var den mindst miljøbelastende løsning. Greenpeaces dygtigt udførte kampagne, ekkoet villigt i medierne, gjorde udslaget. Shell lærte, at formen kan være langt vigtigere end indholdet og betalte med renomme og millionudgifter til ringere løsninger. Det lagde andre aktører med meget på spil mærke til. I de år kom kommunikation derfor på banen som lige så og ofte mere afgørende end det fagligt/tekniske indhold. Mekanismerne i spillet mellem samfundsaktører, medier og beslutningstagere, der ligger bag form og indhold-ombytningen, er således både ældre og mere komplekse, end Mortensen beskriver det.

Form versus indhold belyses fint af en artikel ved siden af Mortensens kommentar, »En svensk fortælling« om Hamar Zafars optur til samfundsdebattens top som vejviser og sandsiger, som det hedder – og den bratte nedtur.

Opturen illustreres ved, at Zafar hyres til Göteborgpostens kommentatorpanel, og som følge heraf siden bliver udvalgt til et program i Sveriges Radio, udnævnt til årets svensker i nyhedsmagasinet Fokus og, som kulmination, deltager i et »begavet quizshow« i Sveriges Television.

Nedturen – efter afsløring af belastende internetaktivitet – består så i, ud over fyring fra det daglige job, at han må fratræde som kommentator på avisen, og at tv-afsnittene om ham må skrottes. Optur på form, nedtur på indhold – for en gangs skyld.