Pagten. Bo Bjørnvig skriver om, hvordan det er at se sig selv og familien portrætteret på film. 70 år efter.

Som ikke at være der

Når man går ind og ser en film, hvor man selv og ens far og mor optræder på slap line, er det naturligt at have alle parader oppe. Man burde selvfølgelig sætte sig i biografsædet med åbent sind og minde sig selv om, at man er inhabil, når man er involveret for meget i noget til at kunne se objektivt på det.

Det objektive syn vil jeg lade anmelderne om – Bo Green Jensen anmeldte den i Kultur i sidste uge – så det er ikke mit ærinde her. Jeg vil fortælle om min filmoplevelse, vel vidende at jeg sikkert er dybt uretfærdig.

bobj
(f. 1947) anmelder og kommenterer dansk og udenlandsk litteratur, bl.a. historisk litteratur, science fiction m.m. Cand.mag i historie og litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og fhv. undervisningsassistent, ekstern lektor og højskolelærer. Bo har skrevet for Weekendavisen siden 1982 og undervejs bidraget til bøger som Lystmord, Henrik Stangerup, I begyndelsen var lyset m.fl.

Andre læser også