Dansk Folkepartis eventchef Simon Vanggaard havde haft mange sange oppe at vende, inden han sendte nummeret »All of the Lights« af Kanye West afsted til valgfestens dj, lokalformanden fra Allerød, Rasmus Holm.

Det var det første, Simon Vanggaard tænkte på, da han stod op klokken 6:00 på valgdagen. Når Morten Messerschmidt senere ville slentre smilende gennem Slotsgården, træde ind i teltet og bevæge sig, badet i blitz, mod scenen, skulle der spilles et nummer – og det nummer skulle vise et moderne Dansk Folkeparti. Det var ikke sådan lige at beslutte.