Først og fremmest. Priserne stiger, og regeringen vil give værdigt trængende hjælp til indkøb ved en kontant overførsel. Men fødevarechecken risikerer at ramme skævt.
Smør på brødet
Kære læser – velkommen til Weekendavisens nye morgenformat, Først og fremmest, hvor vi hver morgen giver en opdatering på dagens eller tidens vigtigste historie. I dag om en regeringens bebudede fødevarecheck.
Statsministeren er ikke typen, der skrifter. Men noget havde ændret sig under årets nytårstale. Hendes forsonende, brødebetyngede budskab til danskerne lød blandt andet: »Der er noget galt, når nogen er blevet rige – alene ved at bo det rigtige sted. Mens andre har svært ved at få pengene til at række nede i supermarkedet.«
Statsministeren lovede at gøre noget: »Regeringen vil foreslå, at der i år indføres en fødevarecheck. Blandt andet til jer pensionister, der ikke har store formuer i banken. Jer, som står uden arbejde. Og jer børnefamilier, der ikke har høje indkomster. En kontant overførsel.«

Nu kan Jyllands-Posten og andre medier, der har læst regeringens udkast, løfte sløret for, hvem regeringen præcis har tænkt sig at hjælpe. Og De må undskylde, men det følgende bliver lidt taltungt: Regeringen vil blandt andet give en skattefri check på 5.000 kroner til børnefamilierne. Dog ikke til dem alle. Det er kun dem, hvor begge forældre hver især tjener mindre end 500.000 kroner før skat om året.
Skulle en familie bestå af en mor, der tjener 550.000 kroner, og en far, der tjener 250.000, så er der kun 2.500 kroner til indkøb fra staten, selvom den samlede husstandsindkomst er mindre. Det samme skulle ifølge TV 2 gælde, hvis mor tjener væsentligt mere end den halve million, flere millioner for eksempel.
Værdigt trængende
Mærkværdighederne fortsætter: En enlig forælder vil, hvis årsindkomsten er under 500.000, få 2.500 kroner om året. To forældre med en samlet årsindkomst på op til en million vil som nævnt kunne modtage det dobbelte – 5.000 kroner, så længe ingen af dem tjener mere end 500.000 årligt. Intet i den fordelingsnøgle ændrer sig med antallet af børn. Den enlige forælder ville kunne have fem sultne fodbolddrenge og -piger og modtage samme 2.500 kroner.
2.500 er der ifølge forhandlingsudspillet også til folk på sociale ydelser, arbejdsløse og folkepensionister med en likvid formue på maksimalt 350.000 kroner, mens udeboende SU-modtagere kan få 1.000 kroner. En såkaldt »likvid formue« er ikke nærmere defineret, men vil typisk betyde aktiver som kontanter, bankindeståender, aktier og obligationer. Fast ejendom, biler og pensionsopsparinger vil normalt ikke tælle med.
En pensionist med en relativt lav aktiebeholdning, men med formue i ejerbolig, ville i princippet kunne modtage beløbet, mens en pensionist med sin livsopsparing på eksempelvis 400.000 kroner i aktier ikke ville få noget.
Alt dette er ifølge Jyllands-Posten og andre mediers oplysninger, for fødevarecheken er lige nu til forhandling mellem Folketingets partier. Regeringens udspil vil koste staten 4,5 milliarder kroner, hvoraf 50 millioner går til administration. Samtidig forhandles sænkning af momsen på fødevarer separat.
At der er et konkret behov, fremgår af fødevareprisernes himmelflugt siden pandemien. Ifølge Erhvervsministeriet er fødevarepriserne steget 24 procent siden 2022. TV 2 har købt de samme dagligvarer ind i marts 2022 og i december 2025. De fandt, at regningen ved kassen steg fra 669,50 kroner til 797,05 kroner, godt 19 procent.
Hvad er meningen?
Men hvem er værdigt trængende i dag, må man spørge? Da danskernes økonomi er afhængig af både løn og en række personlige omstændigheder, såsom antallet af hjemmeboende børn, parforholdsstatus, boligforhold, generation og geografi, er det noget sværere at målrette det ønskede løft til de befolkningsgrupper, der har mest brug for det.
Hvis regeringen samtidig, som rapporteret af Jyllands-Posten, søger at minimere udbetalinger til etniske minoritetsgrupper ved at tilføje krav om, man skal have opholdt sig i Danmark seks år af de seneste ti år, så risikerer forliget at ramme endnu skævere i forhold til behovet. Hvis behovet altså er at sikre de borgere, der er ramt hårdest af prisstigningerne.
Der er allerede erfaring for, at man med en konkret statslig udbetaling efter arbitrære kriterier kan komme galt afsted. Varmechecken var sådan en konkret erfaring, hvor staten fik kritik af Rigsrevisionen for fejlagtige udbetalinger til tusindvis af borgere.
Det enkleste ville naturligvis bare være at lette skatten i bunden ved at løfte bundfradraget, men på Christiansborg i et valgår er det tydeligvis sjovere at lege julemand end at gøre tingene nemme for sig selv.
Ifølge TV 2 er et forlig om fødevarecheken nært forestående. Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre, De Konservative og Danmarksdemokraterne har alle forladt forhandlingerne.

I øvrigt
Kong Frederik og dronning Mary er i dag på statsbesøg i Estland med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), skriver Ritzau. Onsdag rejser de videre til Litauen. Besøget har blandt andet fokus på forsvar og sikkerhed.

Del:
