Skønheden og den trebenede hund

Fra min lejlighed i København ser jeg ud over et stykke supernatur fra 1879, Ørstedsparken. Overdreven skøn, kraftigt iscenesat kulisse-perfekt natur med sø, bakker og skov holdt sammen af et fornemt smedejernsgitter. Københavns lunge, storbyens Amazonas, »en Oase i den københavnske Stenørken«, som Charles Haugbøll kalder den i sin tynde, laksefarvede bog Ørstedsparken (1933). Uden den – og Kongens Have, Botanisk Have, Østre Anlæg, havneløbet og søerne, de få høje træer i Nansensgade og alle steder, hvor man får et hurtigt sug af noget levende – ville jeg ikke kunne bo her. Andre heller ikke, tror jeg.

En park er dyb luksus forbeholdt konger og adel og først for kort tid siden udbredt til pøblen. Til os. Den er en mental tilstand, afgrænset og defineret som en anden civilisation. Rammen om et sted, hvor alt kan være anderledes end udenfor. Mere uforpligtende, vildere, friere, ulovligt. Og nu er den pludselig blevet for lille.