Vi ved ikke, om der skete noget ophidsende. Altså andet end den stemning, vi som nation selv piskede op – eller som politisk blev pisket op. Det er den korte version i dronesagen. 

En længere version er, at nu har vi danskere en forestilling om, hvad en hybridkrig er for noget. Muligvis endda helt uden at have været ofre for en sådan.

Der er ikke meget rosværdigt at sige i sagen. Men skal nogen have ros, må det være politiet. Det så man på torsdagens pressemøde med Københavns Politi. Her blev der ikke leflet for alarmisme. Her blev det tørt konstateret:

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Samlet set er konklusionen, at vi kan ikke påvise det – og vi kan heller ikke afvise det,« som chefpolitiinspektør Søren Thomassen fra Københavns Politi udtalte om, hvorvidt der overhovedet var droner i luften 22. september sidste år.

Vi er med andre ord på »bar bund«, som man siger i en efterforskning. 

Men Danmark kan drage en lære af dronesagen. Om hybridkrig. Også selvom den måske er helt uden »en kapabel aktør«, et udtryk, Københavns Politi på gårsdagens pressemøde sagde, man fortrød at have anvendt i kampens hede.

Udsagnet faldt, netop da der var pisket en stemning op. Af lige dele alarmisme og bekymring. Da mystikken om de angivelige droner over Københavns Lufthavn tillige fik daværende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til at sige:

»Det, som vi har set nu, det er en systematisk operation. Det er ikke bare Jens Hansen, der flyver med en Fætter BR-drone.«

Det var dengang i september, da landets daværende justitsminister, Peter Hummelgaard (S), sammenlignede med tiden lige efter 11. september 2001 og dens iboende terrorfrygt. Dengang statsminister Mette Frederiksen udsendte en statsministeriel tale, hvor hun indledte: »Danmark har i de seneste døgn været udsat for hybride angreb. Droner er set flere steder. Ved kritisk infrastruktur. Militært og civilt.«

Statsministeren medgav, at fjenden ikke kunne identificeres med sikkerhed, men tilføjede: »Jeg konstaterer, at der er ét land, der er den primære fjende for Europa. Og det er Rusland.«

I dag ved vi, at ingen kan godtgøre noget som helst. Alle politikredse har efterforsket med stor grundighed. Vi kan hverken udelukke Fætter BR-droner, en skade, der har stjålet en cykellygte, russerne, Neptun eller noget som helst andet. Men vi kan udelukke al bevisførelse, for der findes tilsyneladende slet ingen bevisførelse.

Det er ikke nyt, at vi som lilleputnation har en stor evne til at skræmme os selv. Det er heller ikke nyt, at Danmark ikke har et effektivt droneforsvar. Er der nogen, der har det? Findes det? Se på Moskva. Man har været i dronekrig i årevis, alligevel kan man ikke hindre ukrainske droner i at angribe Ruslands hovedstad.

Lige siden hændelsen har danskerne faktisk haft til gode at se beviser. Ligesom man også har det i andre lande. Fænomenet bredte sig som bekendt fra Danmark. Til både Sverige, Norge, Tyskland, Holland, Belgien og England. Ingen steder er der en uafviselig godtgørelse af fjendens tilstedeværelse. Ingen vragdele eller klart droneidentificerede radaroptagelser.

I Norge holdt man – modsat i Danmark – ikke en løbende række af pressemøder i anledning af angivelig droneaktivitet over Oslos lufthavn, Gardermoen. Chefen for Nasjonal sikkerhetsmyndighet (NSM), Arne Christian Haugstøyl, forklarede til en konference i Oslo, at hvis man her på den anden side af dramaet må konkludere, at det faktisk var måger eller krager, er det bedst ikke at have gået Ruslands ærinde.

»Det er jo hele pointen med hybrid krigsførelse og sammensatte trusler, hvor man ønsker at skabe et narrativ, som gør, at man bliver skræmt,« sagde Arne Christian Haugstøyl.

»Vi skal i hvert fald ikke fremprovokere selvskræmning. Jeg tror, det er meget vigtigt,« tilføjede NSM-chefen og skitserede hermed, at russerne måske slet ikke behøver føre hybridkrig. Det rækker, hvis blot fjenden overbeviser sig selv om, at Rusland fører en sådan.

Omkring 100 fly blev aflyst. Op mod 20.000 passagerer blev påvirket, da nordens største lufthavn blev lukket ned. Med Københavns Politis afslutning af efterforskningen er alle efterforskninger om dronesagen afsluttet i samtlige landets politikredse, meddeler Rigspolitiet. Ingen politikredse kan bevise, at der var droner over Danmark. Alle sager er nu henlagt.

I øvrigt …

En spildevandsanalyse, som løbende er blevet analyseret i 29 byer landet over, viser store lokale forskelle på, hvilke rusmidler der indtages mest i hvilke byer, skriver DR.dk.

København og Aarhus ligger i top, når det gælder kokain og MDMA. Fredericia er førende i fentanyl. Og Slagelse foretrækker åbenbart amfetamin.