Først og fremmest. Allerede inden Israel i aften går på scenen, er der gået storpolitik i den. Det er Israel ikke uden skyld i – ikke kun på grund af Gaza, men fordi de har gjort Eurovision til et soft power-instrument.
Sangkrig
I aften deltager Israel i Eurovision Song Contest i den første af to semifinaler. Det er der fem andre lande, der ikke gør. De har boykottet sangkonkurrencen, fordi Israel deltager. Der er gået storpolitik i den. Og det er Israel ikke uden skyld i. Landet har instrumentaliseret konkurrencen til udøvelse af blød magt. En lang række kilder i europæiske lande fortæller til avisen The New York Times om kontakt med israelerne – ikke om situationen i Mellemøsten, men om Eurovision.
Flere deltagerlande og humanitære organisationer har sammen med tusindvis af musikere forsøgt at få Israel udelukket fra Eurovision. Uden held. Arrangøren, den europæiske sammenslutning af public service-udbydere, EBU, har ikke fundet det betimeligt at udelukke landet på baggrund af de seneste års krigsførelse i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Iran.
