Rungende tavshed

Vi har generelt i Danmark en mangelfuld kultur og tradition for at tale om, at vi lever, men at vi alle skal dø. Døden er ikke noget, vi regner med eller har bevidsthed om i vort liv. Vi forældre og gamle har et ansvar for op gennem opvæksten at være bevidste om at have en løbende dialog om vores kærlighed til og omsorg for hinanden. Når vores børn er blevet unge og voksne, bør vi snakke om og løbende minde hinanden om, at det ikke er en selvfølge, at vi har hinanden. Døden er et vilkår for os alle. Den kan komme pludseligt ved ulykke og naturlig død eller efter længere tids uhelbredelig sygdom.

Gennem mit arbejde som sorggruppeleder er jeg blevet opmærksom på, hvor uforberedte vi for det meste er i Danmark, når vore kære pårørende dør pludseligt. Der er så meget, vi i hverdagen og i det lange løb ikke får sagt om vores betydning for og kærlighed til hinanden. Det, at vi alle dør, er blevet mindre bevidst for os af flere grunde, først og fremmest på grund af de kulturændringer, vi har haft i de sidste mange år, med tab af ritualer og traditioner. Samt lægevidenskabens og sundhedsvæsenets store succes: Vi lever generelt længere end vores forældre og bedsteforældre, og gennemsnitslevealderen stiger stadig.