Helsingborg, i NATOs nyeste medlemsland, Sverige, er i dag værter for et uformelt udenrigsministermøde. Det er første gang, at USA deltager i et møde i forsvarsalliancen på udenrigsministerniveau, siden Trump for alvor gjorde krav på Grønland. Også den fungerende danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, deltager, fortæller Udenrigsministeriet til Weekendavisen. Det vil derfor også være første gang, at Marco Rubio og Lars Løkke Rasmussen mødes, siden danskeren introducerede sit amerikanske modstykke for sin politiske strategi med at sende alt i udvalg.

Den »high level working group«, der blev dannet i januar, har mødtes flere gange siden, men der er vist endnu ikke rigtigt kommet bukser af det skind for nu at bruge en anden af den fungerende udenrigsministers lignelser. Det britiske medie BBC skriver ellers på baggrund af anonyme kilder, at der i arbejdsgruppen er blevet talt om, at USA vil have baser i Grønland, der er underlagt amerikansk suverænitet. Det var tidligere en klar, rød linje for Danmark og Grønland.