Colombia. Søndag vælger colombianerne deres første præsident i fredstid i 52 år. Men i de tidligere FARC-zoner overtages magten blot af andre kriminelle, kokainproduktionen slår rekorder, og sociale ledere myrdes i stort antal. Weekendavisen rejste dertil for at finde ud af hvorfor.
Plant koka eller dø!
CAUCA, COLOMBIA – Anadelia Trochez frygter for sit liv. Som leder af Nasa-indianernes byråd i landsbyen El Ceral i de uroplagede Cauca-bjerge er hun af en truet art: colombianske civilsamfundsledere. 121 af dem blev myrdet sidste år, ifølge FN, og per 2. juni var 65 sociale ledere blevet myrdet i år – det højeste niveau siden ngo’en Somos Defensores begyndte at føre regnskab midt i forrige årti.
De fleste af mordene begås af lejemordere og opklares ikke. 64 procent af dem sker her – i de egne af Colombia, der har været allermest berørt af den et halvt århundrede lange borgerkrig og dens blodige efterspil.
Del: