Opinion. Med vaccineudrulningen er epidemien overstået i Danmark. Alle restriktioner bør droppes.
Pandemien uden ende
Kære Søren Brostrøm, er det ikke på tide, at du fortæller regeringen, det er slut? Dem, der er i reel fare for at dø med covid-19 i Europa, har – med tragiske undtagelser – ikke bare levet et langt liv. De er også syge og svækkede og dermed heldigvis vaccineret for længst. Vi har aldrig vaccineret så mange for en luftvejssygdom, som vi har mod covid-19. Alligevel skal vi fortsat testes, smitteopspores og i karantæne for en smitte, der vel snart ikke er farligere end herpes og med færre senfølger end kyssesyge.
Risikoen for at blive alvorligt syg og dø med covid-19 er nu langt under risikoen for andre luftvejssygdomme. Der dør almindeligvis ca. 2.000 om året af influenza og lungebetændelse i Danmark, til trods for at vi har vacciner og immunitet i befolkningen. Det er overvejende de samme borgere, der er i risiko for at dø med covid-19. Vi accepterer altså stadigvæk, at et stort antal syge ældre dør af luftvejsinfektioner. Vi kan bare ikke forvente, at de dør i lige så høj grad af covid-19 fremover, da vaccinerne beskytter mod svær sygdom. Set i det lys giver det slet ikke mening at opretholde en eneste restriktion.
Del: