Jihad – eller militant islamisme – er mange ting. Bare ikke hvis man spørger langt de fleste mennesker. Den gængse opfattelse er nemlig, at jihadister er terrorister og ganske sikkert ekstremister, der særligt vil Vesten det ondt. På en netop overstået tur i felten mødtes jeg med tre forhenværende/nuværende jihadister. Den ene er veteran fra krigen i Afghanistan i 1980-90erne, den anden indtog en ledende rolle for en af de mest prominente oprørsgrupper i Syrien, mens den tredje er en indflydelsesrig såkaldt ideolog for en tidligere al-Qaeda-affilieret gruppe i Syrien. Det interessante i denne sammenhæng er ikke deres navne, hvorfor de ikke vil blive nævnt, men deres forskellighed. De tre havde ikke bare vidt forskellige teologiske udgangspunkter, men også divergerende visioner for, hvad målet med jihad er. Her er et kig indenfor hos jihadisterne med håbet om, at vi kommer ud på den anden side med en mere nuanceret forståelse af, at jihad faktisk er mange ting.

Jihad i Afghanistan i 1980erne havde selvfølgelig et religiøst fundament, men det primære mål for mange af dem, der kæmpede, var ikke at indsætte et fundamentalistisk islamisk regime, men en befrielseskamp mod den russiske invasionsmagt og det kommunistiske afghanske regime. Ifølge Afghanistan-veteranen var jihad i landet derfor også et overstået kapital, da Rusland træk sine tropper ud af landet, og det kommunistiske regime få år efter kollapsede. Han anser sig selv som mujahedin, altså en der kæmper jihad, men hverken er salafist eller imod demokrati, så længe det giver plads til at være muslim. I hans øjne korrumperede grupper som al-Qaeda og senere Islamisk Stat det jihadistiske projekt ved at dreje det i en ekstremistisk retning. Osama bin Laden var oprindeligt en god mand og en sand mujahedin, fortæller han, men han blev manipuleret af mere radikale jihadister, særligt repræsenteret af en gruppe egyptere med den nuværende al-Qaeda leder Ayman al-Zawahiri i spidsen.