Forår? Algerierne er i millionvis strømmet ud på gaderne og har tvunget landets magthaver, 82-årige Abdelaziz Bouteflika, til at trække sit kandidatur til præsidentvalget. Men hvordan skal det ende? Med et militærdiktatur som Egyptens? Kaos og borgerkrig som i Libyen? Eller en fredelig overgang til et mindre autoritært styre?
Nu trækker vi endelig vejret, nu lever vi
En ung kvinde smådanser hen ad gaden og rækker en af de mange urobetjente en rød blomst. »Fredeligt, fredeligt, fredeligt,« råber flokken bag hende, mens de løfter plakater med slogans og satiretegninger mod det aldrende regime højt i vejret.
Algerierne er i millionvis strømmet ud i gaderne for første gang i 20 år for at demonstrere mod den 82-årige, dødssyge præsident Bouteflikas forsøg på at genopstille en femte gang. I mandags blev deres råb tilsyneladende hørt. Bouteflika har trukket sit kandidatur tilbage, præsidentvalget er blevet udskudt, og reformer lovet. Men for de demonstrerende er det ikke nok. De frygter, det er en fælde, der blot køber regimet mere tid til at manøvrere. Spillet om Algeriets fremtid er derfor kun lige begyndt.
Del: