Johnsons kup. Er den britiske premierminister i færd med at rydde forhindringer af vejen for en no deal-Brexit med sin ekstraordinære suspendering af parlamentet og sine kompromisløse krav til EU? Eller er det i virkeligheden valgretorik forud for et afgørende Brexitslag ved valgurnerne dette efterår?
No deal eller No Boris?
LONDON – Hvis der var skyggen af tvivl om, at den britiske premierminister, Boris Johnson, mener sin trussel om en no deal-Brexit alvorligt, er den nu forduftet i sommerheden. I en beslutning uden sidestykke i moderne britisk historie anmodede premierministeren onsdag dronning Elizabeth II om at suspendere parlamentet fra midt i september indtil den 14. oktober – et åbenlyst forsøg på at forhindre det flertal i parlamentet, der modsætter sig Brexit uden en aftale med EU, i at spænde ben for hans planer.
At Storbritanniens nye premierminister ikke bluffer, når han siger, at han vil gennemføre Brexit 31. oktober, med eller uden en skilsmisseaftale, var allerede gået op for de ledende EU-politikere, der i sidste uge for første gang mødte Boris Johnson ansigt til ansigt i Berlin, Paris og under G7-mødet i Biarritz.
Del: