Ulvedebatten er tilbage fra sommerferie. Eller rettere har den ikke holdt sommerferie. Hele sommeren har særligt en problemulv, der kom ubehageligt tæt på legepladser og børn, plaget beboerne i Nørre Nebel i Sydvestjylland. Senest har en ulvemor vist tænder over for en motionsløber i Bunken Klitplantage ved Skagen i Nordjylland.

Måske er det på tide, at vi anerkender, at den danske natur er så sparsom, at vi ikke kan dele pladsen med et rovdyr. Vild natur kræver plads, og så er den vilde natur i form af ulven kommet til det forkerte sted.

Thomas Traasdahl, Scanpix

En ulv på vandring efter føde eller levested kan gå op mod 200 kilometer om dagen, og det vil med andre ord ikke tage ulven meget mere end et par dage at tilbagelægge Jyllands fulde længde fra Padborg til Skagen. For selvom ulven endnu mestendels er at finde på fastlandet og ikke udbredt på hverken Fyn eller Sjælland, så er den i allerhøjeste grad at finde på Danmarks næststørste ø, den nordjyske. Således fik en motionsløber sig en ubehagelig overraskelse fredag, da en hunulv med en unge snerrede ad løberen og viste tænder i Bunken Klitplantage ved Skagen.

Eksperter har hos DR efterfølgende beroliget med, at ulven ikke havde intentioner om at angribe løberen. Det er – siger eksperterne – ulvens natur at beskytte ungen. Alligevel anbefaler Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø nu, at borgerne ikke færdes i området, indtil situationen er vurderet nærmere. Og det er vel også menneskelig natur at gå en tur i det fri. Og så kommer hændelsen efter en såkaldt problemulv har skabt problemer for borgerne i Nørre Nebel syd for Ringkøbing Fjord. Den har været inde i baghaver, på legepladser og er i det hele taget kommet for tæt på mennesker.

Danmarksdemokraterne har i Berlingske krævet handling fra ministeren for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), og tilladelser til at jage og totalt regulere – altså udrydde – ulven. 

Men ingen synes at stille det helt åbenlyse spørgsmål: Har vi overhovedet plads til et rovdyr i den danske natur, når vi har så ufatteligt lidt af den?

EU har et mål: 30 procent af unionens areal skal være vild natur. Derfor må man håbe, at ingen repræsentanter med målebånd begiver sig til Danmark. Kun to procent af dansk jord er vild natur (2022-tal). Det er mindst af alle lande i EU. 60 procent af det danske areal er landbrug. Vi har mere bebyggelse og infrastruktur, end vi har skov. Den Grønne Trepart fra 2024 arbejder på at udbedre netop dette forhold ved at udtage landbrugsjord til skov og natur. Men Den Grønne Trepart er ved at have travlt, fordi ulven efter mere end 200 år genindvandrede i 2012 og kræver sin plads i Danmarks sparsomme natur.

I øvrigt

To mænd i begyndelsen af 20erne er blevet anholdt efter et skyderi søndag i Holbæk, hvor tre personer blev ramt. De tre er uden for livsfare. Politiet leder endnu efter en tredje formodet gerningsmand.