Når vi taler om de døde

En søndag i juli sad jeg på Rigshospitalets afdeling for neurokirurgi. Jeg sad hos min far, der lå i hvidt hospitalstøj og så ud, som om han sov. Jeg lod min højre hånd glide ind under hans. Det var rart at sidde sådan. Med hans hånd om min, ligesom han plejede at holde min hånd på en af vores mange gåture. Hans bryst bevægede sig op og ned, og hans hud var varm og farverig. De, der har siddet ved en respirator, ved, hvordan det lyder. En mekanisk vejrtrækning, der, som timerne gik, blev næsten menneskelig. Min far lå i den respirator og døde samme eftermiddag.

Jeg har prøvet at finde de rette ord for tabet af min far. Det er vanskeligt. I sproget bliver tungheden porøs, og følelserne virker forkerte, for store eller for små. Omvendt har jeg mange ord for, hvilket enestående og betydningsfuldt menneske min far var. Men det vil ikke være vigtigt for andre end os, der er beriget med hans kærlighed.

I den seneste tid har jeg læst om sorg, lyttet til podcasts, set tv-programmer, deltaget i arrangementer afholdt af foreningen Liv og Død og Det Nationale Sorgcenter. Jeg har egentlig ikke haft travlt med noget af det, men tilsyneladende leder jeg efter noget. Jeg tror, at jeg leder efter mennesker, som jeg kan forbinde mig med. Jeg tror, at jeg arbejder på at finde et sprog for noget, som få kan tale om. Et sprog, hvor døden kan være levende, og hvor ordene er rige nok til at give den en passende plads.

Når jeg taler om min far, er det ofte de sproglige hjemmebaner, som mange mennesker bevæger sig i. Kommentarer som »Det bliver bedre« eller »Det første år er det sværeste«. I øjeblikket har jeg ikke lyst til, at det skal blive bedre. Jeg spørger mig selv: Med hvilken ret skulle jeg bære en mindre smerte end min far, der er blevet frarøvet mindst 20-25 år af sit liv? Smerten er et vilkår for mig, og sorgen er nu en fast følgesvend, der dagligt melder sin ankomst og overskygger dagligdagens besværligheder og frustrationer, glæder og gode stunder. Indimellem gør jeg et forsøg på at åbne et vindue ind til det mørke, jeg mærker indeni. Det har ofte en akavet virkning på folk, som om mit tungsind bliver et vakuum mellem mig og personen, jeg står over for.

Det er svært at tale om døden og sorgen. Instinktivt vil de fleste mennesker undgå disse emner. Til trods for, at de fleste inderst inde nok ved, at døden er det eneste i livet, man kan være sikker på. Til trods for, at døden er et livsvilkår. Mange mennesker undgår helt at spørge til min fars død. Jeg undrer mig over det manglende rum til at italesætte tabet, og jeg sidder tilbage med en malplaceret følelse, der senere manifesterer sig som en altomsluttende ensomhed.

Når jeg taler om min far, oplever jeg, at der bliver stille omkring mig. Stilheden tydeliggør kontrasten mellem verden og sorgen. Jeg er i verden, og sorgen er i mig. Oplevelsen er en kollision mellem verden, der haster videre, og mit ønske om at bremse tiden og bringe vores øjeblikke med ind i fremtiden. Stilheden er en naturlig reaktion på dette sammenstød, både for omverdenen og for den, der har mistet. Bag stilheden ligger en omsorg. Det, at vi ikke vil gøre hinanden kede af det. Der ligger også en frygt for at blive konfronteret med den sørgendes ulykkelighed. Hensynet kan gå begge veje. I min optik er stilheden et misforstået hensyn. Tænk på, at lige så let det er at undgå at tale om døden, lige så tung er sorgen at bære for de efterladte. Da min far døde, blev jeg tvunget til at se døden direkte i øjnene. Et af de mest levende og driftige mennesker, jeg har kendt, er gået bort. Det er, som om en del af mig er gået med.

Jeg genkender berøringsangsten og lysten til at tale om de gode ting i livet, og min intention er ikke at udskamme nogen. Dette er mit beskedne opgør med dødens øredøvende stilhed. Jeg tror på, at det er nødvendigt, at vi ikke distancerer os fra folk, der har mistet, da dette giver ensomheden frit slag. Jeg mener, at vi bør blive bedre til at tale om døden og sorgen. Hvis du er i den situation, at du ikke har mistet en, du elsker, så kan det være, at du kender en, der er i sorg. Hvis det er tilfældet, vil det måske være hjælpsomt for dig at vide, at for nogle mennesker i sorg er det vigtigt at mærke de levende omkring sig. De mest enkle handlinger kan gøre den største forskel. Måske er du bange for, at spørgsmål bringer gråd frem. Tårer gør ingen fortræd. Stilhed kan skabe afstand. Et menneske i sorg har oplevet et tab, og livet derefter bliver ikke det samme. Du kan formentlig ikke gøre det værre.

At tage afsked med en, man elsker, er ikke en stille proces. Det skærer og dunker, det bløder og græder. Det er fortvivlelse på et eksistentielt niveau, det er en voldsom vrede fra et dybereliggende sted, og det er flodbølger af mismod. Min far har været mit livsvidne i 25 år.

For 17 uger siden gik det menneske bort. Jeg tæller stadig i uger, fordi jeg ikke kan udholde tanken om, at han døde i sommer, og nu er det efterår. Årstiderne skifter, og vi nærmer os endnu et årsskifte. Til nytår vil jeg være smerteligt bevidst om, at jeg ikke kan ringe til ham og sige tak for 2020, tak for alt det, vi har delt.

Fremover kommer jeg til at tale endnu mere om min far. Det er en måde for mig at have ham i mit liv på. Det har jeg brug for, for at kunne være her uden ham. Jeg håber, at dem, der elsker og mister, finder deres egen måde at have deres døde med i livet på. Døden er på mærkelig vis med til at kaste lys over ens relationer, og den tydeliggør, hvilke mennesker der rækker en hånd ud og træder ind i sorgen. Der findes ikke et enkelt svar på, hvordan man bedst er der for et menneske i sorg. Sorgen rummer en ensomhed, fordi man er alene om at have mistet lige præcis den relation til det menneske. Når vi taler om de døde, genlever vi sorgen og kærligheden. Vi skaber en fælles forståelse af livets flygtighed og dødens betydning. Når vi taler om døden, giver vi den en plads i livet.