Når verdens første billionær børster tænder

Står Elon Musk nogle gange, når han har børstet tænder om aftenen og ser sig i spejlet og tænker: »Bør jeg forsøge at redde verden? Eller måske bare et afrikansk land? Eller gadebørnene i Rio? Eller måske det sorte næsehorn eller de røde pandaer? Hvad skal jeg bruge 7.146.180.000.000 kroner til (syv tusind et hundrede seks og fyrre milliarder og hundrede og firs millioner kroner – 1.1 trillion dollar)?«

Men det gør Elon nok ikke. Ellers var han ikke blevet kåret for nylig som verdens første dollar-trillionaire (eller billionær på dansk) og angiveligt tre gange så rig som verdens næstrigeste.

Et interessant spørgsmål er, om man kan bebrejde Musk. Om han er moralsk forpligtet, nærmest skyldbunden til at være godgører. Og siger man hermed, at de virkeligt rige er slette mennesker, hvis ikke de giver deres penge væk igen? Skal man være filantrop, hvis man er milliardær?

Musk opnåede sin ekstreme formue med børsnoteringen af SpaceX i sidste uge. Det betød, at Musks formue efter sigende er vokset med over 550 milliarder dollar det seneste år. Det svarer til en gennemsnitlig stigning på mere end 1 million dollar i minuttet.

Det har de seneste dage ikke været vanskeligt at opdrive forargelse over eller kritik heraf.

Ifølge Oxfam – en international Ngo, der arbejder for at bekæmpe global ulighed og fattigdom – er en så ekstrem koncentration af rigdom et »symptom på årtiers politik til fordel for milliardærer, som har gjort det muligt for de ultrarige at forme de økonomiske spilleregler til deres egen fordel«.

»Når én mand alene ejer mere end de fattigste 46 procent af verdens befolkning, er det ikke bare et spørgsmål om økonomisk retfærdighed, men også en trussel mod demokratiet. Den slags økonomisk magt samlet i hænderne på en person betyder en massiv magtkoncentration uden for nogen demokratisk kontrol,« siger Rune Møller Stahl, der er senioranalytiker i Oxfam Danmark.

Bromance forbi

Det er dog ikke gået så godt med Musks jagt på politisk indflydelse. Han havde som bekendt en overgang fast sofaplads i Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus. Han skulle bekæmpe bureaukratiet, men måtte opgive. Elon og Donalds bromance var dermed angiveligt forbi.

Ægte, usentimentale liberale forsvarer Elon Musk. For eksempel økonomen Novi Zhukovsky, der skriver i The Wall Street Journal, at afsky over større rigdom brød ud med den første amerikanske milliardær, oliemagnaten John D. Rockefeller, i begyndelsen af ​​det 20. århundrede. 

»Og den er blevet videreført af progressive og socialister lige siden. I betragtning af at en billionær simpelthen er en milliardær ganget med 1.000, er det kun logisk, at kritikere ville behandle denne milepæl (trillioner Musk, red.) som 1.000 gange værre. Disse kritikere begår en væsentlig fejl. De antager, at rigdom kun kan akkumuleres gennem udnyttelse – et argument for nylig fremført af Alexandria Ocasio-Cortez (medlem af Repræsentanternes Hus for Demokraterne, red.) eller nedarves. Men det er ikke sådan, det fungerer i USA, hvor arbejdslovgivningen og håndhævelsen af ​​antitrust er designet til at begrænse ophobning af rovrigdom,« skriver Zhukovsky.

Argumentet er altså, at Musk helst skal forblive Musk og skabe iværksætteri, arbejdspladser og indtægter, og så kan man beskytte andre mod eventuelt kedelige konsekvenser af hans virke med regler. For de velhavende skal netop ikke lade deres formuer hvile eller omfordele. De skal ifølge liberale arbejde. Musk brugte stort set hele indtægten fra salget af PayPal til at finansiere sine næste forehavender. 100 millioner dollar blev sat på spil i SpaceX og 70 millioner dollar i Tesla.

»Andre har brugt deres overskud til at finansiere velgørende bestræbelser og lovet at give størstedelen af ​​deres rigdom væk – blandt dem Anthropics Dario Amodei, Microsofts Bill Gates og Warren Buffett. Filantropi er bestemt ærefuldt. Men hvis du er en iværksætter, der har bygget en virksomhed på to billioner dollar, har du allerede skabt enorm værdi for samfundet,« hævder Zhukovsky og mener, at det skal man ikke undskylde for.

»Overflodspenge«

Filosoffen Lasse Nielsen beskæftiger sig med den filosofiske retning »limitarisme«, der bygger på en forestilling om, at der findes en øvre moralsk grænse for rigdom. Han mener, man kan »tale om en tærskel på globalt plan, hvor rigdom bliver særligt problematisk. Og man kan også godt sige, at der i Danmark allerede er flere, som befinder sig på den forkerte side af den tærskel,« som han sagde for nylig i Weekendavisen.

Der er for mange »overflodspenge«. Sammenhængen mellem klasserne forsvinder, hedder det. Virkelighedsopfattelserne bliver for forskellige til at løse problemerne.

»Den sociale lim, som gør, at man kan skabe fælles politik og sammenhængskraft – og som har været så vigtig for filosoffer siden Jean-Jacques Rousseau og Émile Durkheim – er ved at tørre ud,« lød det fra filosoffen.

I Danmark har man haft stor succes med sit fondssystem. Store akkumulerede gevinster er placeret i fonde. I erhvervsdrivende fonde, der ejer nogle af landets største virksomheder. Eksempelvis Novo Nordisk eller Carlsberg. Eller i almennyttige fonde, der uddeler milliarder til forskning, byggeri, iværksætteri, kultur og sociale formål. Og beskatningen skal afbalancere en pris til almenheden for at virke i et ukorrupt, velstruktureret videns- og velfærdssamfund. 

Musk fik hjælp

Skal man gå de rene liberalister på klingen, har Elon Musk også mere at takke sin nye trillionaire-status for end bare sig selv. Ikke blot ingeniører, der har produceret teknologiske gennembrud, Wall Street-investorer, der var ivrige efter at overøse ham med deres dollar på trods af vidtløftige projekter, »men mest af alt, amerikanske skatteydere« hedder det i en erhvervsanalyse på CNN.com.

»Der ville ikke være (Tesla og SpaceX), hvis det ikke var for regeringen,« citeres Ross Gerber for, ceo for investeringsselskabet Gerber Kawasaki og en tidlig investor i Tesla.

Den føderale regering tildelte SpaceX mere end $500 millioner i tilskud i sine tidlige år. Og de 500 millioner dollar er kun en brøkdel af, hvad Tesla modtog samlet i form af offentlige tilskud, lån, kontrakter og reguleringspolitikker.

Wall Streets tro på Musk er i dag hovedårsagen til, at hans rigdom har nået ufattelige højder. Det er troen på Teslas selvkørende biler. Eller på SpaceXs plan om soldrevne datacentre i rummet. En tro, der er kommet, »fordi i begyndelsen af ​​hans forretninger, da han havde mest brug for økonomisk bistand, var det den amerikanske regering – ikke Wall Street – der gav den nødvendige hjælp,« som det hedder i analysen.

»Det viste sig, at det bestemt var godt for regeringen, Amerika og samfundet, at disse virksomheder eksisterer, så jeg fortryder ikke, at regeringen gav ham pengene,« siger Gerber, den tidlige Tesla-investor, som nu er en Musk-kritiker. »Den fejl, regeringen begik, er, at den burde have haft en aktiepost.«

Elon Musk går nok ikke i stå ude på badeværelset. Og står der tynget af trillionerne. Fyldt med futile tanker og spørgsmål. Musk har andre planer. Af den slags, der har bragt ham denne formue og med den tilgang, der næppe spejler sig for meget eller for lang tid i nogen som helst form for tvivl. Alle andre kan spørge. Intet tyder på, at han gør det selv.

I øvrigt …

SF holdt tirsdag gruppemøde, og formand Pia Olsen Dyhr udtalte sig for første gang, siden hendes nyansatte rådgiver måtte trække sig på grund af en metoo-sag.

»Hvis jeg havde vidst det, jeg har vidst den seneste uge, havde jeg så truffet den beslutning? Nej, det havde jeg da ikke,« sagde hun.

Hvilket ingen rigtig forstod på gangen på Christiansborg. SFs presseafdeling var efterfølgende nødsaget til at sende et uddybende citat fra SF-formanden.

»Hvis jeg havde vidst, at hele sagen ville skabe så meget postyr, så meget kritik og så mange frustrationer, så havde jeg ikke ansat vedkommende,« stod der i den skriftlige udtalelse.