Først og fremmest. Terrorangrebet i Kraków har ramt et polariseret Polen.
Når truslen kommer indefra
Forløbet er som taget ud af et mareridt:
Lørdag eftermiddag kørte en 25-årig polsk mand ind på Rynek Główny – den store plads midt i Polens næststørste by Kraków – og begyndte at skyde mod tilfældige mennesker.
På sociale medier kan man se familier, turister og hestevogne flygte i alle retninger. Seks personer blev dræbt og 15 såret, inden gerningsmanden selv blev skudt af politiet. Han ligger nu indlagt i alvorlig tilstand – det samme gør to betjente, der blev skudt under angrebet.

I gerningsmandens lejlighed et par hundrede kilometer syd for Kraków blev der under en ransagning fundet yderligere tre døde personer. Politiet har bekræftet, at der er tale om gerningsmandens søster, mor og far.
Den polske premierminister Donald Tusk kalder angrebet det værste i Polens historie.
Vi kender stadig ikke motivet, der har drevet gerningsmanden til at skabe rædsel i Krakows gader og skyde tilfældige mennesker.
Ifølge den polske indenrigsminister har gerningsmanden, der er polsk statsborger, været »inspireret af højreekstrem ideologi«. Han var under angrebet iført militærtøj og en skudsikker vest, hans bil var fuld af skydevåben og ammunition, men myndighederne har afvist, at han er ansat i militæret. Til gengæld havde både gerningsmanden og hans far angiveligt våbentilladelse.
Der er stadig meget vi ikke ved, men det står klart, at angrebet rammer Polen på et tidspunkt, hvor landet er sårbart og splittet.
Kort efter angrebet opfordrede Donald Tusk til ikke at bruge tragedien til at skabe mere splittelse. »En inderlig opfordring til politikere fra alle fløje: udnyt ikke denne tragedie,« skrev Tusk på det sociale medie X.
Polen er havnet i en dyb forfatningskrise med den liberale premierminister Donald Tusk på den ene side og den konservative præsident Karol Nawrocki på den anden. Striden centrerer sig om landets forfatningsdomstol, hvor præsidenten har afvist at tage flere af de nye dommere i ed, som parlamentet – og Tusk – har valgt. I slutningen af oktober valgte regeringen derfor at suspendere domstolens konservative formand. Nawrocki anser det for at være et brud på forfatningen, mens Tusk omvendt ser det som et forsøg på at reparere en ødelagt forfatningsdomstol.
Selvom landet politisk er splittet, er der ikke noget i vurderingerne fra polske efterretningsvæsen, der har tydet på, at det ligefrem har været en trussel mod sikkerheden. Tværtimod har vurderingen her været, at risikoen for angreb var størst udefra. I den seneste trusselsvurdering fra maj skriver det polske efterretningsvæsen, at der er sket en stor stigning i forsøgene på russisk infiltration og sabotage – ofte sker det i forening med belarusiske eller kinesiske aktører. Alene i 2025 var der 48 sager om den type østlig initieret spionage. Til gengæld vurderer efterretningstjenesten, at risikoen for jihadistisk terror er relativt lav i Polen i forhold til resten af Vesteuropa.
Polen har i stedet set en stigning i aktiviteten blandt højreekstreme grupper og blandt unge, der bliver radikaliseret i onlinemiljøer, skriver efterretningstjenesten i sin trusselsvurdering.
I starten af oktober blev tre polske skoler på blot fire dage ramt af knivangreb med flere dræbte. Ifølge myndighederne var angrebene ikke koordineret, men udsprang af det samme nihilistiske onlinemiljø.
»Vi har observeret en stigende fascination af vold, både i Polen og på verdensplan. Vi er vidner til en dyster voldstendens,« udtalte Donald Tusk dengang.
Trusselsbilledet i Polen er markant anderledes end i resten af Europa. Ifølge Europol udgør jihadistisk terror stadig den største og mest vedvarende trussel mod Europa. Ud af de 486 personer, der blev anholdt for terrorisme i EU i 2025, var 71 procent knyttet til jihadistisk terror. Knap 9 procent var ifølge Europol højreekstreme terrorister.

I øvrigt ...
Donald Trump har indledt et opsigtsvækkende offentligt frieri for at få Dana White som sin næste pressetalsmand. Altså den Dana White, der er præsident for kampsporten UFC, som Trump har en stor kærlighed til.
På de sociale medier spekulerer flere dog i, om Trump tilbudt jobbet til den forkerte Dana White – ifølge dem er det en tidligere talsperson i det amerikanske forsvarsministerium med samme navn, der skulle have haft jobtilbuddet.