Trump hævder sejr, men ligner en taber

Skyderiet er til at genkende:

»Mange præsidenter har forsøgt at sikre fred med Iran. Og alle har fejlet – indtil mig.«

Den amerikanske præsident har på denne vis meddelt, at nu er der »fred med Iran«. Og alle aner ironien heri. Trump praler med, at han har stoppet en krig, han selv indledte for over 100 dage siden. Dermed er vi vel snarere tilbage ved nul? Frem og tilbage er vel lige langt? Trump lukker Hormuzstrædet, Trump åbner Hormuzstrædet. Skal vi betragte dette som en bedrift? 

Der er aftalt en våbenhvile på 60 dage. Mellem USA og Iran. Og vil den overhovedet blive overholdt? Vil Israel overholde den? Foreløbig nægter israelerne at forlade Libanon, hvor de bekriger den iranskstøttede Hizbollah-bevægelse. Og det allervigtigste – selve anstødsstenen til USA og Israels angreb – nemlig at hindre iranerne i at bygge atombomber, er der endnu ikke aftalt noget om.

Så meget tyder på, at den sande historie om Donald Trumps påståede sejr, hvor alle andre præsidenter modsat ham angiveligt har lidt nederlag, i virkeligheden er modsat af, hvad han fortæller. Det hele ligner en amerikansk fiasko. Tvunget frem af nødvendigheden. Af Donald Trumps behov for at få åbnet Hormuz. »Lad olien flyde,« som han trompeterer på Truth Social.

USA vil på fredag underskrive en aftale med et mellemøstligt regime, Trump havde lovet at fælde. En amerikansk præsident indgår forlig med et styre, han havde erklæret kunne væltes på en nat. Og dertil har truet med total udslettelse. 

Gøres brættet op lige nu og her, ligner det islamistiske præstestyre i Teheran derfor mere en sejrherre end USA.

Eller som analytikeren Tom Nichols skriver i amerikanske The Atlantic: »Hvis nederlag (til Trump, red.) virker som et stærkt ord, så overvej, hvad vi ved om, hvordan denne krig vil ende. Iran har lidt betydelig skade som følge af amerikansk og israelsk militæraktion. Men som jeg og andre advarede om i starten, giver det ikke i sig selv sejr at dræbe mennesker og bombe ting. Virkeligheden er, at krigen vil slutte med regimet i Teheran intakt og fortsat i den islamiske revolutionsgardes vold; Hormuzstrædet vil forblive under truslen om iranske angreb; Iran vil fortsat besidde betydelige drone- og missillagre; regimet vil bevare evnen til at være statssponsor af terror; mange sanktioner vil blive ophævet, og milliarder af dollar i hidtil indefrosne aktiver vil strømme til Iran.«

Pointen er, at intet af, hvad Trump lovede, krigen mod Iran ville føre med sig, i så fald vil være sket. Hverken løftet om at knuse præstestyrets atomprogram, omstyrte regimet eller sikre olieforsyningen permanent.

Detaljerne i aftalen forbliver foreløbig ubekræftede. Men det er værd at bemærke, hvordan iranerne forholder sig til den. Når Trump praler med, at det er »en storslået aftale, der vil bringe fred og sikkerhed til hele regionen«, har vi fra den anden side følgende ordlyd: 

En »hensigtserklæring om en våbenhvileaftale«. 

Det er sådan, Teheran formulerer det. I disse dage er det Trump og ikke Teheran, der har brug for freden. USA skal ud af Golfen. Det er for dyrt at blive. Ikke mindst på hjemmefronten, hvor benzinprisen helst skal ned, aktiemarkedet op, og gødningstransporter til verdens fødevareproduktion skal igennem strædet inden efterårets midtvejsvalg.

Regimet i Teheran må sove med armene over hovedet. Ikke alene står styret endnu, hvilket må have været hovedmålet ved krigens begyndelse. Man har tillige modstået verdens største militære magt, der endda har været i ledtog med Mellemøstens mest effektive ditto. Og dertil synes hele konflikten udelukkende at have yppet kiv mellem USA og Israel. Et skuffet Israel, der gerne kriger videre. Israel læses og påskrives af Trump. Alle angreb skal stoppes. Og Israel frygter ifølge flere medier, hvad USA har lovet Iran i aftalen. 

Premierminister Benjamin Netanyahu opfordrede i sin tid Trump til at angribe. Israel udvidede krigen til også at gælde Hizbollah i Libanon og houthi-bevægelsen i Yemen, men får nu skældud af den amerikanske præsident for udelukkende at gøre det sværere for USA.

»Trump og jeg er ikke altid enige,« siger den israelske premierminister, der fremhæver, at hans »livsmission« er at hindre Iran i at få atomvåben.

Donald Trump lovede faktisk i sin tid at udfri det iranske folk fra de teokratiske tyraner i Teheran. Han ville ikke acceptere andet end en »ubetinget overgivelse«.

Hvis ikke Trump efter 60 dages våbenhvile, hvori der skal forhandles videre, står med en meget klar aftale om at lukke Irans atomprogram, bliver det vanskeligt at se, hvor alle andre præsidenter har fejlet modsat ham. Aftalen, Barack Obama indgik med iranerne i 2015, og som beror på et iransk løfte om at afholde sig fra at udvikle atomvåben mod at få lettet sanktioner, har Trump kaldt »den værste aftale i historien«. USAs 47. præsident har således svoret at komme med en ny, der er »langt bedre«.

Foreløbig har han det i munden, som man siger. Og lige nu ser det ifølge flere amerikanske analytikere ud til, at han ender med en aftale, der ligner Obamas. Og derefter på aparte vis må påstå, at ingen præsidenter før ham har fået sådan en aftale.

Hvorefter han på Truth Social må postulere, at intet mindre end fred i Mellemøsten er føjet til den lange liste over krige, der er ophørt ved hans angiveligt enestående indsats. Alle fejlede – indtil Donald Trump kom til. Og gik i krig. Og forlod krigen igen.

I øvrigt …

Næppe har Donald Trump (angiveligt) sluttet krigen mod Iran, før han har indledt en ny. 

En toldkrig. 

Den amerikanske præsident mødte mandag til G-7-topmøde i Frankrig. Og han meddelte allerede inden sin ankomst, at der skal indføres en told på 100 procent på fransk vin, hvis ikke Frankrig sletter sine afgifter på amerikanske techgiganter.

»Sådan fungerer det ikke,« lød den franske præsident Macrons umiddelbare svar.