Hvor går forældre hen, når myndighederne på urimeligt grundlag fjerner deres børn? Hvad gør man, når den sociale ingeniørstats formyndere, der fremstiller sig som en retfærdig bekæmpelse af dårligdom, er blevet selve problemet?

Danmark får nu en forvaltningsdomstol. Der skal i hvert fald udarbejdes en model for en sådan domstol. Det har et flertal – uden om regeringen – vedtaget i Folketinget i dag.

En forvaltningsdomstol skal kunne skride ind, så myndighederne ikke udmatter sagesløse borgere i en labyrint af en sagsbehandling, når der begås åbenlyse overgreb mod disse borgere.

Tvangsfjernelse eller anbringelse af børn er i sig selv anledning til domstolen. Horrible sager med myndighedsfejl ledte i sin tid Alternativets Torsten Gejl til at tage et lovgivningsinitiativ for at komme fortvivlede forældre til undsætning.

Kildefoto: Claus Bech, Scanpix

Som Anders Brøndtved, der er advokat for forældre i disse sager, sagde til Weekendavisen i august: »Folk får kun at vide, hvor værdiløse og dumme de er. Nogle giver op, andre råber dødstrusler mod sagsbehandleren, mange får en depression.«

Andre advokater har beskrevet, hvordan kommuner ustraffet begår dokumenterbare fejl, ikke lytter, ikke hjælper, ikke svarer. En forvaltningsdomstol skal derfor som udgangspunkt særligt fokusere på socialområdet, hedder det. Og det skyldes, at stat og kommuner her skaber tragedier af den slags, de ellers er sat i verden for at forhindre.

Sønderlemmende kritik

Mange husker statsminister Mette Frederiksens første nytårstale 1. januar 2020, hvor hun sagde: »Jeg vil være børnenes statsminister.« Flere udsatte børn burde bortadopteres eller anbringes uden for hjemmet, fordi nogle forældre fik for mange chancer, hævdede Mette Frederiksen.

I dag godtgør dette om noget afgrunden mellem politisk forestilling og virkelighed. I april i år kom Rigsrevisionen med en sønderlemmende kritik på området. Der er fejl i 69 procent af anbringelsessagerne. Og Socialministeriet og kommunerne har kendt til problemerne i 20 år. Ankestyrelsen har fået 500.000 klager over kommunerne på ti år. Og styrelsen har »straffet« kommunernes lovbrud med »vejledende udtalelser«.

Mange anbragte børn har stik mod hensigten åbenbart været ilde stedt ved at have Mette Frederiksen som deres dedikerede statsminister, alt imens deres forældre fortvivlet har forsøgt at kæmpe retten tilbage til egne børn, som er blevet fjernet på fejlagtig vis.

I lande med forvaltningsdomstole skal myndighederne typisk forsvare deres beslutning i retten efter et par uger.

Socialrådgiverne begræder deres høje fejlrate og begrunder den med travlhed og mangel på ressourcer. Herfra hævdes det derfor, at en forvaltningsdomstol ikke vil bedre situationen. Men stadig flere borgere har så svært ved at gennemskue voksende regelmængder og myndighedssprog, at de må erhverve eksperthjælp for at sikre sig, at de bliver behandlet efter loven.

Folketingsmedlemmer fra Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Alternativet, Borgernes Parti og tre løsgængere stemte for forslaget om, at Danmark bør arbejde for at få sig en forvaltningsdomstol.

Ingen stemte imod. Heller ikke Mette Frederiksens socialdemokrati.

I øvrigt ...

USAs forsvarsminister, Pete Hegseth, har beordret ledelsen i det amerikanske militær til at fordoble en tidligere annonceret nedskæring i antallet af generaler og admiraler.

Ti procent reduktion er nu i stedet sat til 20 procent, refererer nyhedsbureauet AP. Der er over 800 generaler og admiraler i det amerikanske militær, og nedskæringen skal være gennemført 1. januar 2027.